Nikolaj Jensen

Sådan kommer DM-finaleserien til at forløbe, mener ekspert

Ifølge ekspert Lars Rasmussen så vil denne sæsons udgave af DM-finalerne blive en noget ensidig og kedelig affære – og det findes der en ganske god forklaring på.


Går man op i tal og statistik, og tror på den slags, så bliver Odense Håndbold dansk mester i år – og i øvrigt for tredje gang i træk: De seneste to sæsoner har fynboerne nemlig klasket først Viborg og senest Team Esbjerg i kampen om guldet.


Sidste år tabte Ulrik Kirkelys tropper vanvittigt stort i pokalfinalen til Team Esbjerg, der få måneder senere måtte se Odense løbe med det ”rigtige” guld: For få måneder siden vandt vestjyderne også, igen, med tocifrede antal scoringer i pokalfinalen mod Odense, og tror man på parolen om at ”historien gentager sig”, så …


Men, men men … Spørger man ekspert Lars Rasmussen så bliver der ikke meget spænding om DM-guldet over de næste par uger:


– Jeg forudser faktisk en ret kedelig, ensidig og på den måde en ret så forudsigelig finaleserie med Team Esbjerg i front. Jeg har svært ved at se, hvordan Odense kan hamle op mod Jesper Jensens tropper, der aldrig er set bedre, siger ekspert Lars Rasmussen til HBOLD.dk og fortsætter:


– Både herhjemme men også internationalt har Team Esbjerg jo tromlet over samtlige modstandere, og det er ikke så mærkeligt, hvis man på de kanter ikke helt kan huske datoen for det seneste nederlag. Kan du?


– Offensivt som defensivt ser jeg Team Esbjerg som markant både stærkere, bedre og bredere på nuværende tidspunkt. Ingen skader. Ingen skavanker. Ingen svaghedstegn. Modsat Odense der definitvt helt må undvære Mie Højlund og en Althea Reinhardt på 100 procent – alene af den grund ser jeg Odense uden de helt store guldchancer – det vil svare til at fjerne Henny Reistad og Anna Kristensen fra Esbjerg, og så ville favoritværdigheden tippe den anden vej.


– Så ganske suverænt og over to kampe bliver Team Esbjerg denne sæsons mestre – helt fortjent, slutter Lars Rasmussen.


Finaleserien fløjtes op klokken 20.30 i aften i Odense, mens returopgøret spilles næste torsdag i Esbjerg.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER