Michael Ehrhorn

Aalborg-stjerne forventer gyser

Onsdag aften gælder det første DM-finale mod GOG, og Lukas Sandell forventer et nyt tæt opgør mod rivalerne fra Fyn, det siger han i denne pressemeddelelse fra Aalborg Håndbold.


Modsat morgendagens gæster måtte Aalborg Håndbold ud i tre semifinaler for at sikre pladsen i årets DM-finaler, om end der i søndagens sejr over Fredericia HK ikke var nogen slinger i valsen, da man sejrede med 33-26.


– På den ene side kan man sige, at vi fik en kamp mere i kroppen, hvilket selvfølgelig slider lidt mere,men omvendt er vi inde i et godt flow med flere kampe, så det kan også være en fordel at vi spillede i søndags. På nuværende tidspunkt er det svært at sige, men jeg tænker bestemt ikke, at det behøver at være negativt at vi fik en kamp mere i semifinalerne end GOG. Man skal ikke være i tvivl om at vi har energi nok til finalerne, det skal man have til sådan en kamp som i morgen, forklarer svenske Lukas Sandell, der forventer endnu en tæt kamp mod fynboerne.


– Det er svært at sige præcis hvad der kommer til at afgøre kampen. Begge hold kender hinanden rigtig godt, og i morgen bliver det syvende gang vi mødes i denne sæson, så jeg forventer, at det bliver de helt små marginaler der kommer til at afgøre tingene. Begge hold skal forsøge at finde de små detaljer ved modstanderen man kan udnytte, så det er vigtigt at man kan justere spillet undervejs i kampen.


Netop de mange indbyrdes kampe i denne sæson betyder også, at Sandell ikke forventer nogen særlige overraskelser fra GOGs side onsdag aften.


– Vi har den ”sædvanlige” udfordring, hvor det som altid er rigtig vigtigt, at vi er hurtige på vores returløb, for ellers ved vi at de straffer deres modstandere på den måde, så det skal vi også være gode til.


– Jeg forudser, at vores forsvarsspil kan blive nøglen til at lykkedes i morgen aften. Vi ved at vi skal stå godt hvis vi skal være med i opgøret, og så bliver det vigtigt, at vi er disciplinerede og følger vores gameplan kampen igennem, især i angrebsspillet. Vi har ikke råd til at begå tekniske fejl, for vi ved at de bliver straffet omgående. Under alle omstændigheder, er jeg sikker på at det bliver en meget seværdig kamp for publikum, analyserer den svenske landsholdsspiller, der sætter pris på at Aalborg Håndbold har hjemmebanefordelen i finaleserien, om end det ikke er en væsentlig detalje set i forhold til onsdagens første finale-opgør.


– Jeg tror at alle i vores trup tager én kamp ad gangen, vel vidende at begge hold selvfølgelig vil vinde guldet. Men det er da en kæmpe fordel for os at have hjemmebanefordelen, for vi har et fantastisk hjemmepublikum, men det er ikke noget der fylder en masse hos os nu og her. Det viser sig først ved en eventuel tredje kamp, men lige nu er fokus på onsdag og straks derefter er fokus på søndagens kamp, lyder det videre fra Lukas Sandell, der har afslutter med en meget stor opfordring til det loyale hjemmepublikum i Sparekassen Danmark Arena.


– Jeg synes at fansene gjorde det rigtig godt mod Fredericia senest, og som spillere vil vi altid gerne give alt det tilbage som vi kan, for sammen kan vi skabe noget magisk. Vi håber derfor, at alle møder op i rødt og er klar til at lave noget larm og støtte os i alle 60 minutter i morgen.


Onsdagens DM-finale fløjtes op kl. 20.15 i Sparekassen Danmark Arena, hvortil alle billetter er revet væk.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER