Nikolaj Jensen

Simon Pytlick regnede med marginal rolle til VM: Virkeligheden kom bag på ham

22-årige Simon Pytlick havde regnet med, at han ”bare” skulle udfylde et par huller hist og her, når de store stjerner på herrelandsholdet skulle have sig et lille hvil under VM. Han var trods alt slutrundedebutant.


Men sådan endte det slet ikke med at blive for det fremadstormende GOG-talent: Faktisk endte han selv med at blive én af de rigtig store profiler til den slutrunde, der både gav ham et sæt guldmedaljer samt titlen som VMs bedste venstre back.


En drøm, som den unge bagspiller på ingen måde i sin vildeste fantasi turde håbe, ville gå i opfyldelse:


– Nej, det havde jeg godt nok overhovedet ikke troet. Jeg havde regnet med, at jeg skulle udfylde nogle huller: At det lige sker på denne måde, er jeg selvfølgelig enormt glad for, siger Simon Pytlick til HBOLD.dk og fortsætter:


– At stå med det hold og vinde VM er ultimativt det største: Så betyder pladsen på All Star-holdet ikke rigtigt noget, når man står med det her hold og kan løfte pokalen.


– Men der er alligevel et (stort) spring fra den rolle, du havde forestillet dig, og den du så fik?


– Der er uden tvivl et stort spring: Det er håndbold. Så skal man ikke koge meget mere suppe på det. Man skal for det første nyde, at man står på en stor scene, og så skal man turde at gribe og tage chancerne. Med tillid fra trænerne hjælper det også – gode holdkammerater gør også det hele nemmere.


– Hvad er det I har gjort så godt – udover selvfølgelig at vinde VM?


– Mange ting: Vi er et utrolig homogent hold, der har det godt sammen. Vi er gode til at lave ting sammen. Jeg har kun positive ord at sige om holdet, og det bevidner medaljen om, slutter Simon Pytlick.


Simon Pytlick kunne i weekenden juble over endnu en guldmedalje, da GOG hev pokaltitlen hjem – for 11. gang i klubbens historie.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER