Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Han sprænger karakterskalaen: - Jeg er helt og aldeles mundlam, siger ekspert om denne danske stjerne

Danmark var for anden VM-kamp modstanderen fuldstændig overlegen. Bahrain stod denne gang for skud. Ekspert Lars Rasmussen deler karakterer til de danske spillere ovenpå sejren over Bahrain.


Danmark vs. Bahrain: 36-21 (16-9)


Stillinger undervejs: 3-0, 5-1, 9-3, 17-9, 22-11, 26-13, 29-16, 34-20, (36-21)


Karakterer:


1(3)2 – Mathias Gidsel: Jeg er for én gangs skyld mundlam: Helt og aldeles … Han driver jo samtlige modstandere til gæk, vanvid, og hvad der er endnu værre: De aner jo ikke, hvad de skal stille op mod Gidsel, der slanger sig som ål i mudder. Vi kan vel snart ikke finde på flere superlativer at sige om Gidsel: Vi laver hans ni mål tale for sig selv igen i dag … Så er der et par tekniske fejl hist og her, men det blegner fuldstændig i mængden af fænomenale ting, han render og laver.


12 – Niklas Landin: Nappede selvsikkert to straffekast og lukkede virkelig sit bur af i dag: Han blev også hjulpet godt på vej af et bedre stabiliseret forsvar, som gav ham de bedste arbejdsbetingelser. Han er bare i særklasse verdens bedste keeper.


12 – Nikolaj Jacobsen: Han var godt nok knotten i første halvleg, den gode Jacobsen: Selvom hans danske tropper kom planmæssigt godt fra start og fik raget flere store føringer til sig, så var han stadig rasende over den mindste fejl, der blev begået: Det vidner om koncentration, kvalitet og klasse. Han fik sat hele bænken i sving, og selvom der altid er noget negativt at tale fat på, så er det svært ikke at smile over endnu en 15-målssejr.


10 – Simon Pytlick: Han nyder bare spilletiden og snoren, der er lang fra landstræneren: Og her trives GOG-stjernen allerbedst: Han skal spille sig varm og ind i kampene, og så er det egentlig lige meget, hvem der står foran ham: Han kværner bare igennem, og hans fanden-i-voldskhed klæder det danske hold.


10 – Lukas Jørgensen: GOG-debutanten befandt sig noget bedre i aften end i åbningskampen: Der har helt sikkert været en gigantisk pres mentalt på den unge stregprofil, men det evnede han at klare meget bedre i dag, hvor især afslutningerne sad noget bedre.


10 – Mads Hoxer: Slutrunde- og VM-debut for Aalborg-profilen: Han er helt nede på jorden og ikke meget for at vise de store følelser, men de mange mål løsnede op for en del smil, og han kom ind og fulgte i Gidsels fodspor. Hans hurtige fødder kan virkelig noget. Tankede en del selvtillid med sine tre scoringer.


10 – Magnus Landin: Hvor er han bare en vigtig brik for Danmark: Han evner stort set alle forsvarskombinationer, og så er han bare lynhurtig fremad i banen.


10 – Mads Mensah: Han er bare bundhamrende solid. Den er egentlig ikke meget længere. Det kan godt være, Mensah ikke er den, der udmærker sig mest på hverken den ene eller anden statistik, men han kan dække og spille samtlige positioner på banen, og det nyder landstræneren rigtig godt af.


10 – Magnus Saugstrup: Langt, langt bedre forsvarspræstation i kamp 2: Defensiven var langt bedre indstillet, sigtet og tilrettelagt: Bahrain-mandskabet kom slet ikke lige så let til chancerne, som belgierne gjorde, og det viser stor styrke og kvalitet.


7 – Mikkel Hansen: Igen en fuldstændig fremragende Hansen-aften i en propfyldt Malmø Arena: Èn aflevering og så er hele forsvaret sad: Fik igen håndboldspillet til at ligne en leg, og det er dejligt at se, han kan holde det tårnhøje niveau. Var ikke lige så overlegen, som han plejer.


7 – Kevin Møller: Afløste Landin efter godt og vel tre kvarter, og han sprællede fine redninger frem.


7 – Emil Jakobsen: Stabil præstation: Ikke meget vi så til ham, men han laver ikke nogen graverende fejl, og det er også værd at tage med. Han er gerne første mand fremme i kontrafasen, og han evner endda også at skyde bolden videre til holdkammeraterne.


7 – Henrik Møllgaard: Så sine første minutter i dag, og det var godt at få ham i gang. Desværre måtte veteranen udgå med, hvad der kan ligne en slem skade. Alt det bedste til Mølle!


7 – Jacob Holm: Bliver typisk sat ind i de sværeste perioder, og hvor det hele bare kører for Danmark: Men han kommer bare ind og gør det, han er bedst til.


7 – Johan Hansen: Fik anden halvleg og fik langt mere at arbejde med: Han elsker bare at lege med bolden.


7 – Hans Lindberg: Hans Majestæt brændte lige et par chancer for meget – og især på chancer som han aldrig plejer at misse på. Det kan godt blive skarpere, men han rummer stadig stor kvalitet og vilje, og ingen skal nogensinde være bange for at smide bolden ud til ham.


UB – Simon Hald: Ikke nok aktioner til bedømmelse.


Oversidder: Rasmus Lauge og Lasse Møller.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER