Mads O. Madsen

Nikolaj Jacobsen og co. har styr på VM-optakten

HÅNDBOLDHERRERNE HAR MODSTANDER TIL VM-OPTAKT PÅ PLADS


Det bliver Saudi Arabien, der skal ruste herrelandsholdet til VM-forsvaret i januar med to landskampe ved NORLYS Cup.



En kæmpe håndboldfest venter, når håndboldherrerne til januar drager til Sverige for at forsvare det dobbelte VM-guld. Men allerede i den første uge i det nye år kan de danske håndboldfans tage forskud på glæderne med to landskampe på hjemlig grund mod Saudi Arabien ved NORLYS Cup.


Danmark spiller optaktskampene torsdag den 5. januar og lørdag den 7. januar, inden holdet åbner VM den 13. januar i Malmø Arena mod Belgien.


Valget på Saudi Arabien som modstander er truffet, efter VM-lodtrækningen fandt sted for at sikre, at Danmark møder en modstander, der sportsligt kan klæde holdet bedst muligt på til de udfordringer, der venter ved mesterskabet.


– Vi er kommet i gruppe med både Bahrain og Tunesien, som spiller noget anderledes håndbold, end vi gør i Europa. I mellemrunden møder vi højst sandsynligt også både Egypten og Marokko, så vi ville gerne finde en ikke-europæisk modstander at forberede os på, siger landstræner Nikolaj Jacobsen.


Håndboldherrerne har tre gange tidligere spillet mod Saudi Arabien, der er blevet besejret i alle tre møder. Senest under VM-triumfen på hjemmebane i 2019.


– Saudi Arabien dækker op på en anden måde, end vi er vant til at møde, og de er langt mere aggressive i deres tilgang til både forsvar og angreb. De spiller mere uortodokst og mindre taktisk, end når man nøder et europæisk land. Så det bliver fint at prøve os af mod noget, vi ikke møder til daglig og blive udfordret på det, inden det går løs til VM, siger Nikolaj Jacobsen om den kommende modstander i NORLYS Cup.


Saudi Arabien vandt tidligere på året bronze ved de asiatiske mesterskaber og også er kvalificeret til det kommende VM.


Pressemeddelelse fra Dansk Håndbold Forbund:



Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER