Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Officielt: Anna Kristensen skifter til Team Esbjerg

For anden gang på mindre end en måned tiltrækker Team Esbjerg et af landets største målvogtertalenter. Anna Kristensen har indgået en treårig aftale og skifter med virkning fra 1. juli 2023 fra Viborg HK. Tidligere i august skiftede Amalie Milling til Team Esbjerg fra København Håndbold.


– Team Esbjerg er en spændende klub med gode værdier, og sportsligt vil jeg gerne tage et skridt videre til en klub, der spiller med i Champions League, siger Anna Kristensen, 21 år.


Hun debuterede allerede som 17-årig for fødebyen Skanderborg i Kvindeligaen og skiftede i 2019 til Viborg HK, hvor hun i den første sæson blev kåret som Årets Spiller og tillige kom på All-Star-holdet i ligaen. Hun debuterede på landsholdet i en EM-kvalifikationskamp mod Færøerne i april 2019 og har foreløbig spillet 12 landskampe i skyggen af Danmarks to verdensklassespillere på positionen, Sandra Toft og Althea Reinhardt.


Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen betegner Anna Kristensen som et af verdens største talenter i målet.


– I forhold til sin alder har Anna Kristensen et uhørt højt niveau, og hun vil kunne gøre en forskel på et topsekshold i verden, som vi har ambitioner om at være. Anna har en fin fornemmelse af og fysikken til at stå på mål, hun er bevægelig, hurtig, smidig og forudseende. Det er ikke tilfældigt, at vi har indgået treårige kontrakter med både Amalie og Anna, som er helt fremme i Danmark, men også har højt internationalt niveau, siger Jesper Jensen.


Han betegner Anna Kristensen som en på den ene side stille og rolig person og på den anden side enormt ærgerrig med sit spil. Han er ikke i tvivl om, at hun vil kunne tilpasse sig den nære, familiære kultur i Team Esbjerg, og når man trives, præsterer man optimalt.


– Team Esbjerg har et rigtig spændende hold i ikke kun denne sæson, men også de næste. Jeg tror, jeg kan få et rigtig godt samarbejde med Milling. Mit mål har hele tiden været at nå så langt som muligt, og jeg er stolt af, hvad jeg har nået på få år, siger Anna Kristensen.


I denne sæson vil hun give sig 100 procent for Viborg, der har mistet store profiler, Kristina Jørgensen og Line Haugsted, og må igennem en omstillingsfase, hvor andre spillere må tage et stort ansvar.


Ved siden af håndboldkarrieren på topplan studerer Anna Kristensen på deltid sundhedsteknologi på Aarhus Universitet.


Pressemeddelelse fra Team Esbjerg


Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER