Caroline Hyldig

Kampreferat: De danske reserver kører Nordmakedonien over

Danmarks sidste kamp inden mellemrunden spilles i aften mod Nordmakedonien. En på papiret ubetydelig kamp for begge hold – Danmark er sikret sig en plads i mellemrunden, og Nordmakedonien er sikret at ryge ud. Det bliver en kamp, hvor Danmark får mulighed for at vise den store bredde, når flere af holdets bærende spillere står til at få en pause. Læs referat af kampen her: 


Til kampen får Mathias Gidsel, Magnus Saugstrup, Henrik Møllgaard og Niklas Landin en velfortjent pause og kan i stedet følge med fra tribunerne.


Første halvleg: 


Danmark starter med en anderledes startopstilling til dagens kamp – Hans Lindberg, Niclas Kirkeløkke, Henrik Toft Hansen, Jacob Holm, Lasse Anderson, Magnus Landin og Kevin Møller på mål. Kirkeløkke skiftes ud i forsvaret, hvor Simon Hald kommer ind.


Kirkeløkke der ikke har fået meget spilletid i de første par kampe lægger kampen ud med to afbrændere mod en klar Nikola Mitrevski i målet.


Ikke en god dansk start, der er bagud 2-0.


Efter næsten fem minutter gør de det til 3-0 med et skud lige over hovedet på Møller – det koster samtidig Andersson en udvisning.


En svær start for Kirkeløkke og de danske herrer.


Syv minutter inde og Danmark får sit første straffe – Mikkel Hansen kommer ind, og heller ikke han kan få den indenfor de nordmakedonske stolper.


Så lykkedes det Kirkeløkke! Otte minutter skulle der gå før den første danske scoring – 4-1 til Nordmakedonien. Det får sat gang i den danske offensiv, først Andersson og så Kirkeløkke igen, der kan gøre det til 3-4.


Hvad der ligner en fiber sender Nordmakedoniens Filip Kuzmanovski ud på bænken – det vil være hårdt for Nordmakedonien, hvis han ikke kan spille resten af kampen.


Endnu en redning fra Kevin Møller giver Danmark muligheden for at udligne for første gang siden 0-0. Jacob Holm trækker en to minutters og en Kirkeløkke, der er godt i gang med at komme tilbage fra en svær start, gør det til 4-4.


Efter et kvarter kommer Danmarks første føring – med sit femte mål i kampen hamrer Kirkeløkke den ind til 6-5. Den dårlige start er så småt ved at blive gjort godt for.


Føringen holder dog ikke længe, da Cvetko Kuzmanovski udligner på straffe – Andersson gør det dog hurtigt til 7-6.


Da Danmark er på vej mod at kunne øge føringen med to mål, tager Jacobsen sin første timeout – angrebet skal sættes op.


En periode, hvor der byttes mål frem og tilbage – Danmark foran med to, Danmark foran med et – stopper, da Danmark får tilkæmpet sig et straffe, men heller ikke Lindberg kan få den forbi Mitrevski i det nordmakedonske mål.


I stedet kan Magnus Landin gøre det til 12-9 kort efter, et dansk hold på vej i kontrol.


Cvetko Kuzmanovski træder igen frem til straffepletten og vinder sikkert mod Møller.


Kiril Lazarov gør brug af den første nordmakedonske timeout med fem minutter tilbage af første halvleg.


En brændt afslutning fra Andersson og et hurtigt nordmakedonsk angreb koster Hald to minutter på bænken – dermed også et tomt mål, der giver Mitrevski muligheden for at sende bolden i et tomt mål til 11-13.


Antonsen får sine første minutter på banen og lægger ud med at sikre Danmark et straffe. Mikkel Hansen får muligheden igen, og han brænder ikke to gange i træk.


Danmark er dog kommet ind i en lidt skidt periode med en del brændte skud og tabte bolde. I den anden ende er de danske spillere også sat på prøve, en ung nordmakedoner kommer svævende genenm den danske midterakse og får trukket et straffe. Denne gang går den ikke længere, og der skydes forbi.


Lindberg scorer første halvlegs sidste mål og lader Danmark gå til pause foran 15-11.


En første halvleg, hvor det danske mandskab uden de helt store profiler stille og roligt har fået bedre styr på det nordmakedonske mandskab.


Kevin Møller slutter af med en redningsprocent på 31%.


Anden halvleg: 


Fra anden halvlegs start kommer Aaron Mensing på banen og får slutrundedebut. Emil Jakobsen starter inden på venstrefløjen, mens Magnus Landin kan holde fyraften.


Der kom Aaron Mensing! Efter tre minutter, scorer han sit første mål ved en slutrunde – 17-12 til Danmark.


Den danske defensiv er også kommet godt fra start og gør det svært for de nordmakedonske spillere at komme igennem.


Et forsøg på kontra mislykkedes, da Kirkeløkke laver et flot tilbageløb og fanger bolden for næsen af en nordmakedonsk fløj.


Kirkeløkke har taget den gode venstre arm med til anden halvleg og scorer sit mål nummer seks.


Et flot sammenspil mellem Holm og Antonsen giver Danmark og Mikkel Hansen endnu en mulighed på straffe, Hansen er tilbage til den sikre stime.


Antonsen stjæler bolden i forsvar og Emil Jakobsen kan på kontra score sit mål nummer 30 i træk – sikke en statistik.


Endnu en redning fra Kevin Møller, der står en stabil kamp og får vist sit værd til den danske landstræner.


Kirkeløkke og Danmark bringer sig foran med syv mål og tvinger Kiril Lazarov til at tage sin anden timeout i kampen.


Perfekt timing i det danske angreb og Mensing kan endnu en gang hamre den ind udefra til 22-15.


Møller har endnu en redning, men sender i sit forsøg på at ramme en Lindberg i fart bolden direkte i hænderne på en nordmakedonsk spiller. I anden omgang får Lindberg dog bolden og kan sende den i mål til 23-15.


Så kommer Jannick Green efter en lang proces med corona på banen i det danske mål – godt at se ham tilbage. Første opgave er et straffe. Der var Green, sikke en entre i Ungarn.


Danmark er godt på vej mod at skille Nordmakedonien ad – foran med otte mål med under et kvarter tilbage.


Kirkeløkke fortsætter med sit niende mål efter at have brændt de tre første i kampen.


Nu går det stærkt for de danske herrer. Den første 10-målsføring i kampen kommer efter to hurtige fra Lindberg. Mensing kan herefter gøre det til 28-17.


En Kiril Lazarov, der kan begynde at se sit hold ryge ud af EM med alle kampe tabte, tager sin tredje og sidste timeout.


Antonsen gør det til 29-17 med en lækker skruebold forbi den nordmakedonske målmand.


Nordmakedoniens stærke stregspiller har været svær at styre for det danske forsvar igennem hele kampen.


Et par nordmakedonske mål kan ikke gøre så meget mod et velspillende dansk reservemandskab, der vinder kampen 31-21.


Efter en skidt start så de danske herrer sig aldrig tilbage og kunne stille og rolig køre en sikker sejr i hus. Vellykket aften for Nikolaj Jacobsen og sit mandskab, mens Kiril Lazarov og de nordmakedonske spillere må tage hjem fra EM uden point.


Kampens spiller blev Kirkeløkke, der tog sagen i egen hånd og lavede en del flotte mål.


 


 


 


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER