Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Randers-profil stopper i klubben til sommer



Efter to sæsoner i Randers HK er det tid til at tage næste skridt i karrieren for Sidsel Mejlvang. Sidsel kom til klubben fra Skanderborg Håndbold og har fra dag et præsteret i den blå trøje – både på og uden for banen.


”Sidsel står for alt det, vi gerne vil stå for i Randers HK i forhold til udtryk og indstilling. Hun yder altid 110 %, er en kæmpe vinder og ikke mindst holdspiller. I hendes ageren og adfærd er hun den perfekte anfører, og hun bliver et kæmpe tab både for holdet men også for klubben. Jeg er ked af at skulle af med Sidsel både menneskeligt og sportsligt,” understreger cheftræner Ole Bitsch, der også fremhæver Sidsel kvaliteter på banen.


”Sidsel har sent i hendes karriere taget et kæmpe skridt i hendes udvikling og fik sit helt store gennembrud med sit skifte til Randers HK, hvor hun sidste sæson spillede sig til en plads på årets hold i kvindeligaen. Derfor er det også helt naturligt, at der nu er større klubber, der har fået øjnene op for Sidsels kvaliteter. Vi ønsker hende kun alt det bedste fremover og forhåbentlig på gensyn. Det kunne være spændende at se Sidsel i Randers HK igen i en anden rolle i fremtiden,” lyder det fra Ole Bitsch.


Svært farvel


Selvom det resultatmæssigt ikke er gået som håbet, har Sidsel Mejlvang været glad for sine to sæsoner i den blå trøje. Derfor var valget om at sige farvel til sommer ikke let at træffe for den altid fightende stregspiller.


”Da jeg i sin tid skiftede til Randers HK, var det et step op for mig. Jeg havde store forventninger og forhåbninger til klubben, holdet og mig selv. Randers HK har til fulde levet op til det hele. Det har været turbulent, men jeg har været ægte glad for min tid her. At være en del af en så traditionsrig klub, møde så entusiastiske klubfolk og at spille på et hold, der trods forhindringer på vejen kæmper sammen, har været en fantastisk oplevelse. Derfor har beslutningen om at forlade klubben været svær. Tak Randers HK,” siger Sidsel Mejlvang.


Tak for din kæmpe indsats i Randers HK og alt held og lykke fremover.


Først skal Sidsel og resten af holdet færdiggøre sæsonen på bedste vis. Næste kamp er d. 2. jan. mod Ringkøbing i Arena Randers.


Pressemeddelelse fra Randers HK




MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER