Michael Ehrhorn

Forfærdelig skade rammer dansk VM-åbner

Danmark vandt sikkert over Tunesien, men VM-åbneren i Spanien vil desværre blive husket for et grimt uheld for Mia Rej.


Det danske hold fik en rigtig god start på kampen og på slutrunden. Forsvaret stod godt, og helt fremme var særligt Louise Burgaard og Lærke Nolsøe i hopla fra start.


Danmark kom meget hurtigt på både 5-1, 6-2 og 8-2, og hurtigt bar tingene mod en storsejr for de danske kvinder.


I målet tog Sandra Toft godt fra på et par halvlunkne forsøg fra tuneserne, mens Simone Pedersen i den anden ende spillede en rigtig fin første halvleg. Hendes første i slutrunde-regi.


Med 11-4 i dansk favør så det komfortabelt ud, og rundet 20 minutter var danskerne tæt på en timålsføring med cifrene 14-5.


Herfra blev det lidt sløset for de danske spillere, der lavede for mange tekniske fejl, mens man fra fløjen brændte fra nogle lidt for spidse vinkler.


Anden halvleg åbnede med et grimt uheld for Mia Rej, der uheldigt fik Mette Tranborg ned over sig. Hun skreg af smerte og måtte hjælpes fra banen. En forfærdelig start, der rystede det danske mandskab, da flere medspillere var i tårer.


Man kunne godt mærke på danskerne, at de var rystede efter uheldet. Tunesien kunne dog ikke stille meget op offensivt, og trods oplevelsen kom Danmark op med 20-9.


Humøret lettede mod slutfasen, hvor de danske fightere virkelig viste format og spillede godt. Tunesien ville gerne, men kunne ikke ret meget, og med ti minutter igen var Danmark oppe med 18 mål. 29-11!


Foden blev lettet lidt fra speederen til sidst, men det blev kosmetik. Danmark vandt sikkert en dramatisk premiere med 34-16.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER