Søren Hansen: Det gør ondt på os
Håndboldherrerne fra TTH Holstebro måtte onsdag aften sande, at kvartfinalen blev endestationen i Santander Cup.
På hjemmebane tørnede Søren Hansens tropper sammen med de forsvarende danske mestre fra Aalborg Håndbold, da de to mandskaber kæmpede om en billet til Santander Final4.
I Gråkjær Arena måtte de vestjyske værter dog se langt efter det avancement, da nordjyderne var banens klart bedste hold på dagen.
Aalborgenserne vandt opgøret med komfortable 20-30 efter en pauseføring på 9-17.
Se kampen i tal herunder:
TTH Holstebro : Magnus Bramming 5, Nikolaj Markussen 3, Jesper Munk 3, Allan Damgaard 2, Rasmus Kier 2, Jonas Nielsen 1, Emil Jensen 1, Christoffer Cichosz 1, Mathias Porsholdt 1, Simon Jensen 1.
Aalborg Håndbold : Kristian Bjørnsen 6, Buster Juul 4, Aron Palmarsson 4, Nikolaj Læsø 4, Jesper Nielsen 3, Rene Antonsen 2, Lukas Sandell 2, Sebastian Barthold 1, Felix Claar 1, Andreas Holst 1, Martin Larsen 1, Henrik Møllgaard 1.
“Det gør ondt på os. At vi ikke kan levere en mere spændende kamp i en pokalkvartfinale foran et veloplagt hjemmepublikum, dét gør ondt. Men vi må også erkende, at lige nu kan vi bare ikke få det til at spille på det niveau, som vi gerne vil. Vi træner og træner, analyserer og analyserer, men det har bare ikke givet det ønskede afkast i de seneste kampe. Og når man så møder et af Europas bedste hold, som Aalborg må kategoriseres som, så sker der det, vi så i dag (i onsdags red.)… desværre.”, sagde en ærgerlig Søren Hansen til klubbens hjemmeside efter kampen.
Søren Hansen og co. får en chancen for revanche, når de to hold allerede krydser klinger igen i aften. Her mødes de i Herrehåndboldligaen i Jutlander Bank Arena.
Se stillingen i Herrehåndboldligaen herunder:
| # | HOLD | KAMPE | POINT | 
| 1 | Aalborg | 11 | 22 | 
| 2 | Mors-Thy | 11 | 16 | 
| 3 | Fredericia | 11 | 15 | 
| 4 | Bjerringbro/Silkeborg | 11 | 15 | 
| 5 | Ribe-Esbjerg | 11 | 14 | 
| 6 | GOG | 11 | 12 | 
| 7 | Skjern | 11 | 11 | 
| 8 | TTH | 11 | 9 | 
| 9 | TMS Ringsted | 11 | 8 | 
| 10 | Skanderborg Aarhus | 11 | 8 | 
| 11 | Nordsjælland | 11 | 8 | 
| 12 | SønderjyskE | 11 | 7 | 
| 13 | Lemvig-Thyborøn | 11 | 6 | 
| 14 | KIF Kolding | 11 | 3 |