Nikolaj Jensen

Motivationen er fortsat høj hos Nordsjællands bundprop: - Ellers skulle man ikke være her, siger profil

Jesper Dahl og Nordsjælland Håndbold har prøvet det før: At komme fra en nærmest perfekt og fejlfri sæson i 1. division, hvor sejrene er væltet ind på stribe til en tilværelse i ligaregi, hvor antallet af nederlagene er væsentligt større end sejrene.


Det koster på selvtilliden og kan aflæses på pointkontoen, men så heller ikke mere. Selvom Nordsjælland nu har klør fem fyldt med nederlag efter en sæsonstart med fem nederlag, så rokker det ikke ved motivationen, viljen eller lysten til at kæmpe videre.


Tværtimod.


Smagen af nederlag giver blot blod på tanden, understreger højrebacken Jesper Dahl, der samtidigt også forsikrer, at holdet gør alt for at få destrueret det 0-tal, der står ud for Nordsjælland Håndbold på 14.- og sidstepladsen.


Læs også: NH-træner revser “pinlig præstation”: – Jeg er så frustreret


– Sæsonen er lang. Vi skal nok få nogle point, men vi skal også til at i gang. Motivationen bliver bare større af det her. Vi skal knokle endnu hårdere. Det er jeg sikker på, at alle i og omkring klubben er klar på. Ellers var man ikke her, siger Jesper Dahl til HBOLD.dk og fortsætter:


– Vi stod i samme situation som for to år siden, og det er med mange af de samme spillere. Vi ryster ikke i bukserne. Vi skal bare knokle videre. I længden skal det nok lønne sig. Men det kræver også, at man er villig til det.


Læs også: Fra venstre fløj til playmaker: Magnus Bramming udlever ungdomsdrøm i skadeshelvede


Én ting er viljen og motivationen. En anden helt væsentlig og altafgørende faktor er simpelthen kvaliteten på banen.


Den var ikkeeksisterende i fredagens hjemmedyst mod TTH Holstebros skadestue, hvor der sad flere spillere ude på skade- end udskiftningsbænken. Til det var de 24 (!) brændte chancer alt, alt, ALT for mange i en håndboldkamp, som Nordsjælland skulle have vundet.


– Der er manglende kynisme til forskel. Det er jo superfrustrerende, fordi det er svært at komme med en forklaring eller … Man kan jo ikke bare sig ”SCOR”. Sådan er verden jo ikke. Målmanden gør sig også den ulejlighed at prøve at tage bolden. Men vi må konstatere, at vi skal gøre os endnu mere umage, selvom vi kæmper lidt med det.


Læs også: Ærlig NH-profil: – Vi skulle have slået TTH Holstebro


Det helt store spørgsmål er så … HVORDAN gør man det?


– Det tror jeg ikke, der er et svar på. Mit bedste svar lyder måske lidt klicheagtigt: Knokl videre i træningslokalet. Der er ikke nogen nem vej herfra. Vi skal bare knokle endnu hårdere, uddyber Jesper Dahl og afslutter:


– Jeg vil ikke stå her og tale det til noget, det ikke er. Vi skal slå TTH på en dag som i dag. Ellers gør vi det aldrig. Jeg vil ikke komme med nogen dårlige undskyldninger. Vi skal slå dem, slutter Nordsjælland-profilen.


På fredag den 1. oktober skal Nordsjælland en smuttur vestpå, hvor Ribe-Esbjerg venter.


Læs også: Nordsjælland forbliver pointløse: TTHs skadestue sejrer over bundproppen


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER