Ida Hummeluhr

Champions League-spådom: Disse hold kæmper om toppen

Den nye Champions League-sæson begynder nu! Det betyder, at det er tid til at tage et kig på, hvilke hold, der har en reel chance for at nå FINAL4 i Køln til sommer.


Vi præsenterer dig her for de 8 hold, som vi mener, har en reel chance for at komme i top-4 i dette års Champions League-sæson.


THW Kiel


Mestrene fra 2020 vender stærkt tilbage i denne sæson, efter at have tabt kvartfinalen til PSG i sidste sæson. Med en stærk bagkæde, godt forsvar og en fantastisk målmand er Kiel absolut en af de helt store favoritter til at gå hele vejen i denne sæson.


FC Barcelona


De sejrede i 2021, men mon de gør det igen? Barcelona har mistet nogle profiler siden sidst, og har ligeledes foretaget et trænerskifte. Truppen ser fortsat stærk ud, men trods det er de knap så store favoritter, som de var i den forgangne sæson.


Paris Saint-Germain


Det eneste trofæ, der mangler i PSGs samling, er Champions League-pokalen. Om den kommer i denne sæson er svært at sige, om ikke andet bliver det en hård og sej kamp mod de andre storhold. Med et aldrende sæt Karabatic-brødre er det ikke givet, at det bliver nemt – eller rettere: det bliver ikke nemt.


Telekom Veszprém


Verdens dyreste hold skal vise, hvilken kaliber spillere de har. Med et snarligt comeback til Rasmus Lauge er der en chance for, at det vil booste et mandskab, der ikke spillede op til deres bedste niveau i den seneste sæson. Med en ny træner ombord bliver det spændende at se, om mandskabet kan stå presset og spille sammen som et tophold.


Vive Kielce


Kielce var stærke i sidste sæson, men ikke stærke nok til at komme langt i Champions League. Det kan meget vel blive i år, at de for alvor viser, hvad deres hold består af. Med spillere som Karalek, Tournat og Karacic er det da også et mandskab, der kan lidt af hvert.


Aalborg Håndbold


Seneste sæsons CL-sølvvindere fra Danmark har igen i år chancen for at spille sig til succes. Med flere forstærkninger er nordjyderne igen konkurrencedygtige mod Europas største hold. Spændende bliver det at se, om farvellet til Saugstrup bliver dyrere end klubben havde håbet – i tillæg må Aalborg glæde sig over at have trukket Palmarsson til klubben.


SG Flensburg-Handewitt


De tyske vicemestre var så tæt på at komme i FINAL4 sidste år, som de overhovedet kunne. Hvis de spiller op til samme niveau i år – og måske endda højere – så er der ingen grænser for, hvor langt de kan komme. Truppen er i øjeblikket præget af skader, og det bliver grundlæggende for deres chancer, at de får gang i flere spillere.


Pick Szeged


Den ungarske klub havde ikke den bedste CL-sæson sidste år, men det kan de lave om på nu. Med flere nye, store talenter på holdkortet bliver det spændende at se, om Szeged kan lege med helt i toppen – og være med når der skal spilles om de eftertragtede FINAL4-pladser.


 


De forglemte 8


Vi har nævnt 8 hold, som kæmper om toppen. Det betyder dog, at der er 8 hold tilbage, som vi ikke har nævnt. Det drejer sig om Montpellier, Porto, Elverum, Zagreb, Bucuresti, Motor, Vardar og Meshkov Brest.


De to førstenævnte har ifølge os de største chancer for at overraske positivt og blande sig i top-8. Portos ulempe er dog, at de har mistet flere af deres største profiler, som har forladt klubben til fordel for andre europæiske topklubber. Dermed forventer vi ikke det store af dem.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER