Nikolaj Jensen

Ekspert ser ingen danske svagheder: - Sulten og vindermentaliteten stråler ud af Danmark

Selvom landsholdsstjernerne har været igennem noget nær en umenneskelig hård coronasæson, så har udtrykket, sulten og ilden strålet ud af samtlige danske spillere, og det har været tydeligt at se hos ekspert Ann Grete Nørgaard.


Knogle-maskineriet gør uden tvivl mere ondt og leddene lidt stivere, end de plejer hver morgen lige i øjeblikket.


Håndboldspillerne kloden over har været udsat for et hårdt og opslidende kampprogram, men det har slet ikke været til at se på det danske spil undervejs i de tre første OL-optrædener.


Japan blev mørbanket til sushi med 17 kasser, Egypten blev basket med fem og senest Bahrain med en 10-målslussing.


Selvfølgelig er målnæserne skruet ordentligt på, men Ann Grete Nørgaard ser også en anden tydelig styrke træde i karakter:


– Sult og ærgerrighed. Det har været danskernes største styrke. Naturligvis vil der blive taget hensyn til spillerne, men de spiller altså for at vinde hver gang. Der bliver spillet igennem uanset hvad. Det stråler ud af dem, og jeg tror også, at der er en vilje til at vise, at selvfølgelig kan verdens bedste også præstere to gange i træk, siger Ann Grete Nørgaard til HBOLD.dk.


– Jeg synes ikke, vi decideret har nogen svagheder. Holdet virker sultne, og den træthed der måtte være til trods. Det virker igen virkelig godt afstemt.


– Tempoet er afgørende for succesen. Hvis tempoet trækkes ud angrebsmæssigt, synes jeg, at vi falder i niveau. Det er vigtigt at spille med et godt angrebstempo og ikke søge stregen for meget.


Styrken, spilleglæden og sejrene er i høj grad blevet synonym med især én dansker. Han er svær – hvis ikke umulig – at komme udenom.


Det er naturligvis bare 22-årige Mathias Gidsel.


– Det er lidt personificeret ved Gidsel og hans måde at spille på. Det smitter af. Det er dejligt med tre virkelig overbevisende sejre, selvom der måtte arbejdes lidt især i første halvleg mod Egypten. Flot anden halvleg, hvor man alligevel endte med at sætte Egypten på plads.


– Kvartfinalen er sikret. Dog er det altid en balance mellem at give pauser og måske teste lidt forskelligt og dermed måske risikere at miste rytme eller et point eller to og så spille igennem og styrke den ærgerrighed og vindermentalitet, der stråler ud af dem, slutter Ann Grete Nørgaard.


Der er to opgaver og hold tilbage i det indledende gruppespil, hvor Portugal er modstanderen i dag, fredag, klokken 12.30 dansk tid.


Søndag venter en gentagelse af VM-finalen i januar, når Sverige venter, inden Danmark skal spille kvartfinale tirsdag.


Følg med på vores site i løbet af hele eftermiddagen, hvor vi opdaterer fra opgøret, bringer dig et fyldigt kampreferat, giver de danske spillere karakterer og bringer reaktioner fra den danske lejr.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER