Jennie Thaysen

HBOLDs karakterbog: Danmark viser gode takter i nattens opgør mod Bahrain

Man måtte stå tidligt op, hvis man natten til onsdag ønskede at se de danske landsholdsherrer i aktion. En kamp til topkarakterer var det ikke, men et stabilt stykke arbejde var der over hele linjen. 


Karakterbog: 


10 – Johan Hansen: Med fuld spilletid og seks mål var Johan Hansen både træfsikker og velspillende. Han udnyttede hver en chance og spillede en rigtig flot OL-kamp.


10 – Nikolaj Jacobsen: Det var en rolig landstræner, vi havde på sidelinjen i dag. Nikolaj Jakobsen udførte et godt stykke arbejde og fik spillerne igang, da de i første halvleg hang lidt efter.


10 – Kevin Møller: Han fik lov til at shine igennem alle 60 minutter. Det blev til både dobbelt redninger på straffe og store redninger igennem hele kampen. Dermed blev Bahrain holdt nede på bare 21 mål.


10 – Mads Mensah: Der var fart i fødderne fra start, og i angrebet slog Mads Mensah til, da energien i bagkæden var opbrugt. Derudover viste han gode takter i forsvaret, hvor han sammen med Magnus Sagstrup og Henrik Toft Hansen dannede en god mur.


7 – Mathias Gidsel: Topkarakter bliver det ikke helt i denne omgang. Den unge højre back viste dog endnu engang, hvorfor han er vigtig under dette OL, men brugte meget af første halvleg på at varme op, hvor han brændte et par store chancer. I anden halvleg kom han stærkt igen og formåede både at lave et par flotte scoringer, trække et par udvisninger og et par straffe.


7 – Magnus Sagstrup: Med Henrik Toft Hansen som sidemakker, formåede stregspilleren at holde spillerne fra Bahrain i skak. Det blev dog til 2 afbrændinger på 4 forsøg og kan derfor ikke give mere, end et flot 7-tal.


7 – Mikkel Hansen: Han haltede lidt efter og manglede energi, da han blev skiftet ind i slutningen af første halvleg. Hvis der er noget, som Mikkel Hansen er skarp til, så er det at finde sine stregspillere. Det var noget, som vi endnu engang fik at se, da han fandt det bedste frem i både Henrik Toft Hansen og Magnus Sagstrup.


7 – Henrik Toft Hansen: Stregspilleren gjorde sig ikke særlig bemærket i første halvleg. Takket være et godt sammenspil med Mikkel Hansen blev det alligevel til tre fine scoringer.


7 – Magnus Landin: Når det kommer til forsvaret, så er det næsten altid stensikkert, at den yngste Landin står solidt plantet i jorden, og denne kamp var ingen undtagelse.


7 – Jacob Holm: Den unge bagspiller gik på banen med fart i benene. Med sine 2 scoringer spillede han stabilt, i knap 26 minutter han fik på banen.


7 – Morten Olsen: Han kom ind i anden halvleg, og med sit gode overblik blev det både til flotte assist og tre kasser.


4 – Emil Jakobsen: Med en indskiftning til truppen i sidste øjeblik, fik fløjspilleren sin OL-debutkamp og sin første OL-scoring. Derudover gjorde han sig dog ikke synderligt bemærket i nattens opgør.


4- Lasse Anderson: I forsvaret viste han gode takter. Desværre nåede han at lave en afbrænder og en teknisk fejl, inden han efter 12 minutter måtte udgå med et vrid i anklen.


UB – Henrik Møllgaard blev siddende på bænken.


UB – Niklas Landin fik lov til at se kampen fra sidelinjen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER