Nikolaj Jensen

BSH-chef letter på hatten for svensk Aalborg-superstjerne: - Han er fuldstændig outstanding

Det er umuligt at komme udenom Aalborgs svenske superstjerne Felix Claar, der især efter VM-sølvet i januar har taget skridt i rekordfart mod toppen af håndboldpoppen, mener BSH-cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.


Felix Claar.


Dét navn har for alvor slået sig fast på håndboldnethinden efter denne sæson, hvor han har slået godt og grundigt hul på sin internationale karriere. Og så er han bare 24 år.


Læs også: Papirsjuskeri gav Aalborg altafgørende fordel i DM-finalen: – Vi skulle egentlig have haft hjemmebanefordelen, mener BSH-cheftræner


I DM-finaleserien gjorde han ikke bare ondt på BSH: Han blev guld værd for Aalborg og det gik selvfølgelig ikke ubemærket hen hos modstanderens cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen.


17 mål leverede Felix Claar i de tre finalekampe på 22 forsøg.


– Felix Claar spillede en rigtig god kamp, selvom vi gjorde, hvad vi kunne. Han gør en forskel og er fuldstændig outstanding. Han skulle spille ekstraordinært godt, hvis Aalborg skulle vinde. Det gjorde han også. Det må man bare tage hatten af for, siger Peter Bredsdorff-Larsen til HBOLD.dk og fortsætter roserne:


Felix Claar var med til at spille Aalborg i Champions League-finalen. Foto: A. Gadoffre/Team Pics/PSG.


– Han har virkelig taget nogle kæmpeskridt i en verdensklasseretning særligt efter jul. Det virker som om, at han besluttede sig for at være tre gange så god, siger han.


Men det var ikke bare den ene Aalborg-svensker, der gjorde udfaldet.


Også en svensker mellem stængerne ved navn Mikael Aggefors var med til at spille guldet til Aalborg for tredje år i træk. Aalborgs keepere vandt målmandsduellen mod BSHs ditto med 16-5 …


Læs også: Nordjysk underdrivelse af dimensioner: – Jeg har spillet en fin sæson, siger nykåret DM-vinder Magnus Saugstrup


– Det gjorde nas. Det var også særligt Aggefors, der spillede en alt for god kamp. Differencen blev meget voldsomt. Der var bestemte ting, der ikke røg vores retning.


– Vi havde muligheden for at komme på uafgjort ved pausen på trods af en famlende start. Vi kom godt tilbage og producerede stribevis af gode chancer. Men vi brænder store og åbne chancer, der måske godt kunne have givet straffe.


Felix Claar er dansk mester med Aalborg. Foto: Martin Gorritzen, Min By News.


– Men det er ikke, fordi vi mangler chancer. Og så er det også bemærkelsesværdigt, at Aalborg slipper fra kampen uden udvisninger, slutter Peter Bredsdorff-Larsen.


Den tredje DM-finale endte med en Aalborg-sejr på 32-26 efter 17-12 ved pausen.


Læs mere om kampen lige her: BSH-keepere flopper – Aalborg-holdet topper igen, igen, igen: DM-guld nummer tre i træk til nordjyderne


Mikael Aggefors blev også afgørende i finalen, mener BSH-cheftræneren. Foto: Henrik Hansen, Aalborg Håndbold.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER