Herning-Ikast gør klar til sæsonens 52. kamp: - Den skal have fuld gas
Med udsigt til kamp nummer 52 efter en umådelig lang, sej og hård sæson kan Herning-Ikast-spillerne overhovedet ikke mærke, at alle kræfter mere eller mindre er brugt: Der står nemlig en pokaltitel på spil.
Hvis ikke tanken for energi har rundet de 0, så er den i hvert fald ualmindelig tæt på.
Tre semifinaler i de tre turneringer, som det midtjyske storhold har spillet sig frem til, betyder, at antallet af kampe blot er steget i vejret og kalenderen har været mere end propfyldt.
Semifinalen i European League smed en dramatisk fjerdeplads af sig, mens tre dramatiske kampe med ét etmålsnederlag i sidste sekund mod Team Esbjerg smed DM-bronzen midtjydernes vej.

Opvarmning til kamp nummer 52 begynder i morgen. Foto: Allan Jensen/EVENTMEDIA.
De nærmest historisk mange kampe har selvsagt sat spor såvel fysisk som mentalt. Men det er ikke noget, man mærker, når man blot er to sejre fra pokalguldet, siger Line Mai Hougaard.
Læs også: HIH-profil håber på guldtømmermænd hos Odense til pokalsemifinalen på lørdag
– Når vi har spillet så mange kampe, bliver det hele også sat lidt i perspektiv. Vi er nået rigtig langt i alle turneringer, og det har været en kæmpestor oplevelse – og sæson. Jeg er sikker på, at vi kan finde de allersidste kræfter frem til de sidste kampe, siger Line Mai Hougaard inden lørdagens pokalsemifinale til HBOLD.dk.
– Det er jo en kæmpecadeau til os. Når vi står midt i det, nej, så kan vi ikke mærke, at alle kræfterne er brugt – overhovedet. Den skal bare have fuld gas, understreger hun.
Hvordan har du det selv personligt?
– Supergodt! Jeg føler, at jeg er inde i en god udvikling og stime. Jeg nyder at spille håndbold med et fantastisk hold og god trænerstab omkring mig. Jeg har et fantastisk hold omkring mig.

Energien er helt i top hos Hougaard. Foto: Allan Jensen/EVENTMEDIA.
– Jeg er bare glad og positiv. Det har været en fed sæson. Jeg glæder mig bare til de sidste kampe.
Læs også: Genoplev alt fra den afgørende DM-finale: Reaktioner, billeder, karakterbog og meget mere
Det er stort at have spillet sig blandt de sidste fire. Men der er også en chance for at gå tomhændet fra hele molevitten.
Derfor gav det også lidt ro på bagsmækken, da bronzen i andet forsøg blev hjemtaget.
– Bronzemedaljerne betyder sindssygt meget for os. Vi har spillet mange tætte kampe – især kampene mod Viborg som ramte os rigtig hårdt og igen mod Team Esbjerg, som gik vores vej til sidst.

Helene Fauske udgik fra mandagens bronzekamp med store smerter. Foto: ©Photo:M.Andersen
– Men vi kommer med et kæmpestort boost. Det er virkelig fedt at vinde. Endelig fik vi en medalje, og det kan også være med til at styrke os i vores pokalsemifinale mod Odense, slutter Line Mai Hougaard.
Går Herning-Ikast hele vejen i søndagens finale, vil det være niende gang, den midtjyske klub vinder pokalguld.
Odense går efter sin første titel, og det samme gør København Håndbold. Nykøbing Falster vandt i 2018 over netop Odense.
Sidst Herning-Ikast vandt pokalguld var i 2019 og igen i 2014.
Foto: Erik Laursen.