Nikolaj Jensen

- Vi kunne ikke ønske os mere, siger Odense-profil

I Odense-lejren er der rettet et stort fokus på at få aflivet og spoleret den ellers så stærke og farlige kontramaskine, som Kristina Jørgensen og Viborg er kendt for.


Løbeskoene er uden tvivl snøret ekstra godt hos Odense-spillerne, når de løber på banen lørdag eftermiddag til den første DM-finale.


Buldrende kommer det guldhungrende Viborg-hold uden tvivl fra sekund ét, og det er noget, som Freja Cohrt og resten af Odense-mandskabet er mere end klar på.


Faktisk er en stor del taktikken lagt på grund af det, siger fløjprofilen.


Læs også: Selvfølgelig vinder vi guld, understreger Viborg-profil


– Vi har stort fokus på at aflive lidt af Viborgs kontraspil. Det er de sindssygt dygtige til. Vi ved godt, at vi ikke kan aflive deres kontra fuldstændigt. Det er ikke muligt, men vi kan skærpe de kontramål, de får, siger Freja Cohrt til HBOLD.dk kort før finalestart.


©Photo:M.Andersen


– Det vil betyde meget for os, hvis det lykkes. Det kommer til at betyde. at vores chancer er bedre. Så har vi mere seks-mod-seks-spil i forsvaret, og det vil vi meget hellere end, at de får en masse nemme kontramål. Det er hårdt at skulle stå og kæmpe for målene i den ene ende og blive løbet ned i den anden ende.


– Så står du bare oppe i angrebet igen tre sekunder efter. Det er især hårdt mentalt.


Hvor stort et fokus har I på ligatopscoreren Kristina Jørgensen?


– Man kan jo ikke snakke Viborgs angrebsspil uden at snakke Kristina Jørgensen. Det er klart. Jeg synes ellers, Viborg er godt dækket ind på alle pladser, også når de giver hende små pauser. Alle, der kommer ind, bidrager. Det er ikke nok kun at have fokus på hende, men hun bliver da nævnt i taktikken, smiler hun.


Det er ikke bare starten på DM-finaleserien, der bliver kastet i gang klokken 16.00 i Odense Idrætshal.


For første gang i over et halvt år lukkes der også tilskuere ind til en håndboldkamp, og det er noget, som virkelig betyder noget, siger Freja Cohrt.


Foto: Søren Tidemann/EVENTMEDIA.


– For stemningen og hele atmosfæren og oplevelsen betyder det rigtig meget. Vi har savnet at have folk på lægterne. Så er det næsten lige meget, om de var med eller mod os. Det bliver fantastisk at have atmosfæren i hallen og forhåbentlig bliver det en hjemmebanefordel for os.


– Jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver nogle rigtig tætte og spændende finaler. Jeg håber, det kan være en fordel for os at starte hjemme. Jeg glæder mig bare. Det er jo det her, vi har ventet på hele sæsonen.


Læs også: Viborg-profil fik skideballer af holdkammerater efter mareridtskamp: – Det var en frygtelig kamp


Faktisk kan det ikke blive meget bedre, understreger Cohrt:


– Stemningen er selvfølgelig rigtig god. Der må komme tilskuere, vi skal spille DM-finale, vi har haft en ekstra dag at træne i … Der er ikke så meget mere, vi kunne ønske os. Viborg er et godt hold, som vi har svinget meget mod. Vi har skiftes til at have overtag, så det bliver spændende, slutter Freja Cohrt.


Hos Odense er der et par gengangere fra sidst, klubben var at finde i en DM-finale. Det var tilbage i 2018, hvor man over tre kampe til allersidst tabte til København Håndbold.


Nu har fynboerne igen muligheden for at bringe det første trofæ til klubben, mens Viborg kan vinde guld for første gang siden 2014.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER