Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Bjerringbro-Silkeborg forlænger med William Bogojevic

Den svenske bagspiller er faldet godt til i Bjerringbro-Silkeborg, og han har nu sat sin signatur på en kontraktforlængelse, så han trækker i BSH-trøjen indtil sommeren 2024.


På kontoret bag JYSK arena er Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou meget tilfreds med, at klubben har forlænget aftalen med svenske William Bogojevic.


”William har til fulde levet op til vores forventninger, og med sin energi og fysik bliver han en vigtig brik såvel offensivt som defensivt i de kommende sæsoner,” siger Jesper Schou.


Aftalen, der er forlænget til sommeren 2024, viser ifølge direktøren, at både klubben og venstrebacken selv har været tilfredse med samarbejdet.


Hovedpersonen selv giver også udtryk for, at han stortrives i det midtjyske:


”Jeg er super glad for holdet og alle omkring det. Jeg synes, det har været et niveau op i forhold til håndbolddelen, og det gør det mere udfordrende for mig til kamp og træning. Jeg håber, at jeg vil udvikle mig endnu mere i de kommende sæsoner. Jeg ser frem til at spille flere sæsoner i BSH, udvikle mig og vinde,” siger han.


Levehuse fortsætter som personlig sponsor


Samtidig med forlængelsen af aftalen med William Bogojevic har venstrebackens personlige sponsor, Levehuse, også forlænget deres aftale, så den nu går til 2024.


”Partnerskabet med Levehuse blev udvidet i forbindelse med spillersponsoratet af William, hvor Levehuse gik fra Guldpartner til Platinpartner. Levehuse er således Platinpartner de kommende tre år,” siger Jesper Schou.


Lars Pontoppidan og Frank Hansen fra Levehuse A/S glæder sig over forlængelsen med William Bogojevic:


”William er en god og solid fyr, der altid giver sig 100 procent. Det passer godt til os som virksomhed. Da vi hørte om muligheden for, at BSH kunne forlænge med ham, så var det helt naturligt for os, at vi forlængede vores aftale tilsvarende,” lyder det fra bagspillerens personlige sponsor.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER