Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Bagspiller forlænger kontrakten med Silkeborg-Voel





Når der tages hul på sæsonen 2021/2022 bliver det for fjerde sæson i træk med Louise Ellebæk på holdkortet i Silkeborg-Voel KFUM. Bagspilleren har forlænget sin aftale med et år.


Louise Ellebæk er sin alder til trods en af de spillere, der fra næste sæson vil have været længst tid i klubben. Hun skiftede i sin tid til Silkeborg-Voel KFUM fra det daværende FCM Håndbold.


Hos Louise Ellebæk er der glæde over at have forlænget sin aftale: ”Jeg har fra første dag i klubben følt mig rigtig godt tilpas. Der er gode værdier og et godt sammenhold, hvilket vægter højt hos mig. I mine skadesperioder har der været en fantastisk opbakning fra klubben. Jeg håber, at skaderne vil være fortid, og at jeg kan finde ind i en stabil periode med kontinuerligt spilletid. Vi får en spændende trup i den kommende sæson, og jeg glæder mig til at give mit bidrag”.


Hos Silkeborg-Voel KFUM er man glade for, at man for fjerde sæson i træk kan råde over den højrehåndede bagspiller: ”Louise Ellebæk har hos os vist glimt af, at hun er en spændende spiller med et udviklingspotentiale, både angrebs- og forsvarsmæssigt. Desværre har hun i sine tre år i klubben været ramt af forskellige skader undervejs. Vi har dog en stor tro på Louise, og derfor er vi også glade for, at hun har sagt ja til at forlænge sin aftale med os”, udtaler direktør Mikael Bak.


I øjeblikket sidder Louise Ellebæk ude, efter at hun har været igennem en skulderoperation. Forventningen er, at hun kan være klar til starten af den kommende sæson.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER