LTH-fløj forlænger ikke karrieren igen
Lemvig-Thyborøn Håndbold fik i midten af denne sæson forstærkning på venstre fløjen.
Det vestjyske mandskab hentede her Søren Nørgård tilbage fra håndboldpension, da de døjede med skader.
Den træfsikre fløjspiller har her vist sig flot frem i Herreligaen, men det har dog ikke givet ham mod på mere.
Søren Nørgård holder nemlig fast i, at det til sommer er endegyldigt slut.
Han siger følgende til Lemvig Folkeblad:
“Jeg stopper, når vi har spillet sæsonens sidste kamp, det står fast, og det er den aftale, jeg har lavet med min familie. Det er super sjovt at være med og en del af den her gruppe, men det er også en midlertidig ting, og jeg skal tilbage og bruge mere tid med familien og på mit arbejde med Odendo.”
Søren Nørgård har tidligere også tørnet ud for blandt andet TTH Holstebro og Mors-Thy Håndbold.