Nikolaj Jensen

-Stemningen er altid god på holdet, konstaterer Odense-træner

Med to kampe om ugen i to forskellige turneringer så er der ikke meget tid til hverken at hænge sig for meget i nederlagene, juble for meget over sejrene eller lave den helt store evaluering, siger Odense-træner Ulrik Kirkely.


Det pressede kampprogram begynder at sætte sine spor hos Odense-kvindskabet. Skaderne begynder at blive en del af hverdagen hos DM-favoritterne.


At ligge i top både i Champions League og hjemme i den danske liga koster blod, sved, tårer og småskavanker. Den seneste uge startede søndag med kamp hjemme mod Györ, onsdag ude mod Ajax og søndag ude mod Buducnost.


Tre kampe på lige præcis én uge kræver sit fokus, siger Kirkely.


-Vi er bare i et program, hvor der ikke er tid til hverken evaluering, før man egentlig går ind i den næste fokuserede opgave. Der er ikke tid til den store eufori, fordi vi har gjort det godt i en Champions League-kamp, siger Ulrik Kirkely til HBOLD.dk og konstaterer:


-Der venter nyt om hjørnet hele tiden. Det er egentlig også meget godt. Vi forbereder os grundigt og så godt som muligt.


Læs også: Status hos skadestue Odense: -Man er altid lidt bekymret, siger Ulrik Kirkely


-Vi har en lang sæson foran os. Vi bevæger os hen mod slutspillet med masser af svære kampe endnu. Det er fuld fokus to måneder, inden slutspillet går i gang. Vi har masser af opgaver, som vi skal koncentrere os om, uddyber Kirkely.


Odense kom virkelig under pres onsdag aften mod Ajax, hvor de mange verdensstjerner skulle vise, hvilken vindermentalitet de var lavet af.


Overbevisende blev det aldrig, men det lykkedes trods alt fynboernes kæmpefavoritter at trække fra med en tomålssejr.


-Jeg har stor respekt for Ajax generelt. De spiller fin bold og formår at sætte os under pres. Jeg er rigtig glad for at komme af sted med en smal sejr. De skal have stor ros for, at de formår at holde god fart i kampen.


-Vi prøver at udfordre dem med forskelligt forsvar. Det lykkes fint i perioder. Vi var også lidt knappe på ressourcer, så vi prøvede mange forskellige og nye konstellationer, som på alle mulige måder giver noget uro.


Læs også: Odense vinder nervekrig og hiver førstepladsen i hus efter sejr over Ajax


-Sådan er det, når der er nogle spillere, der udgår. Så skal man jo prøve at tænke i nye banker, men det gik fint, da kampen skulle afgøres, siger Kirkely tilfreds.


Der blev da også sunget sejrssang for fuld udblæsning, så hele Storkøbenhavn ikke var i tvivl om, hvad sejren og de to point betød.


-Stemningen er altid god på holdet. Vi er glade for alle sejre. For os er der ikke forskel på, hvem vi møder, og hvad det angår. Når vi vinder, er vi rigtig glade.


Læs også: Mamma Mia for en kamp: Rejen sikrer Odenses topplacering efter hård Ajax-dyst – læs Europamesters karakterbog


-Vi prøver at stå sammen som hold, både når vi spiller godt og vinder stort, og når vi, som mod Ajax, går herfra med en smallere sejr. Glæden er altid den samme, slutter Ulrik Kirkely.


Glæden var måske lidt et hak større, end den plejer.


Med sejren kravler Odense op på en delt dukseplads med Viborg HK.


Vinder af grundspillet får en plads til næste sæsons Champions League.


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER