Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Johan Hansen har vippet Hans ”Majestæt” af fløjpinden: -Fedt ikke kun at være med på et afbud

Ved de seneste to slutrunder er Johan Hansen blevet taget med på et afbud på højre fløjen-positionen. I år blev den stærke færing tilvalgt i stedet for rutinerede Hans Lindberg.


Hans Lindberg var skadet under VM for to år siden, hvilket gav plads til Johan Hansen.


Sidste år ved EM var Lasse Svan ukampdygtig, hvilket gav plads til Johan Hansen.


Forinden dannede Lasse Svan og Hans Lindberg i et hav af slutrunder og år fast makkerpar på den højre fløj, hvor de tilsammen står noteret for intet mindre end 491 landskampe.


Det har næsten været umuligt for nogen at bryde den fløjkonstellation, men den tidligere BSH-fløj har banket alvorligt på landsholdsdøren de seneste år.


Johan Hansen blev ekstra glad for udtagelsen til dette VM, da han spillede sig ind på holdet og ikke blev valgt til på grund af en skade. Faktisk har Hans Lindberg selv spillet en blændende efterårssæson med 63 mål i 11 kampe.


Læs også: Landstræneren ærgrer sig over Jacob Holms forstuvning: -Det ser ikke positivt ud


Så Johan Hansen er altså ikke kommet sovende til VM-pladsen – tværtimod.


-Det er altid fedt at blive udtaget som de to første. Det er rart ikke at være med på et afbud, så det er en fed fornemmelse at vide, at man er blandt de to bedste i landet, siger Johan Hansen tirsdag formiddag på et digitalt pressemøde.


-Jeg har selvfølgelig også nydt de to andre slutrunder. Men det har været dejligt, at man endelig kunne slå en af de gamle på den front, selvom det er ekstrem hård konkurrence hele vejen rundt, uddyber han.


I sommer tog Johan Hansen et stort skifte fra trygge Bjerringbro-Silkeborg i den danske liga til mægtige Hannover-Burgdorf i verdens hårdeste liga, Bundesligaen.


Han har udviklet sig yderligere og tager sin store selvtillid med sig til den danske VM-lejr, hvor han er meget opmærksom på at levere, når han får chancen:


Læs også: Fra hygge i Holstebro til vild VM-debut: -Det er meget surrealistisk, siger Magnus Bramming


-Det har givet mig mere hår på brystet. Det er altid dejligt tryg og sikkert at spille hjemme i den danske liga, men det har givet mig nogle udfordringer at komme ned til en helt anden kultur med en spansk træner, en del spillere fra Balkan og tyske spillere.


-Især sproget og kulturen har været svært i starten, men jeg synes, jeg er kommet rigtig godt i gang. Jeg har ikke en finger at sætte på det.


-Jeg har i mange år vist, at jeg sagtens kan være med. Man skal selvfølgelig gøre det godt på klubholdet, men det kræver også, at man præsterer på landsholdet, når man er her. Her bliver man for alvor set, og der er ekstremt mange dygtige spillere ude i klubberne. Det handler om at gribe chancen, når man får den.


På landsholdet danner Johan Hansen fløjduo med 37-årige Lasse Svan, der har vundet alt, hvad der er at vinde på den største, internationale håndboldscene.


Læs også: Den 37-årige ”guldsvane” er vinder af alt: -Motivationen fejler absolut ingenting


Rutinerede Svan har betydet meget for den 11 år yngre Hansen.


-Ej, det er en fornøjelse at spille med Lasse. Han er en rigtig dygtig spiller og samtidig en god fyr. Han gør altid sit bedste for at hjælpe mig og holdet. Han giver mig ofte råd med på vejen om det ene eller andet. Det er lige meget, hvad det er. Han er altid klar med en hjælpende hånd, slutter han.


I de første tre kampe har Johan Hansen fået lige godt en times spilletid, hvor han har hakket imponerende 11 mål i kassen på 12 forsøg.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER