Har man været ungdomsspiller i Århus Håndbold, så vokser chancen for hver sæson for at blive en del af ligaholdet. Nikolaj Læsø, Emil Nielsen og mange flere har gjort det, ligesom der i den nuværende trup er fire spillere, der også tidligere har været en del af U19-holdet.
Næste sæson tilføres endnu en tidligere ungdomsspiller til ligatruppen, Magnus Brandbyge har indgået en 2-årig aftale med Århus Håndbold. En spændende målmand med et stort udviklingspotentiale, fortæller sportschef Peter Bredal om Magnus Brandbyge, der i øjeblikket spiller i 1. divisionsklubben, Skive fH.
”Magnus Brandbyge har fået en rigtig god start i Skive, og er medvirkende til, at de i øjeblikket ligger i toppen af 1. division. Han er en ung målmand med et stort potentiale, som i endnu videre udstrækning vil blive udløst i Herre Håndbold Ligaen hos Århus Håndbold.”
Efter tre sæsoner i Århus Håndbolds venskabsklub HEI, skiftede Magnus Brandbyge i denne sæson til 1. divisionsklubben Skive fH. Allerede her blev Brandbyge beskrevet som et kommende ligatalent, og næste sæson tager han skridtet op på øverste hylde med Århus Håndbold.
”Det bliver en kæmpe udfordring, men en udfordring, som jeg er klar til at gå ind i med 100 procent motivation og engagement. Niveauet bliver væsentlig højere end det, jeg kommer fra, så det er både noget, jeg ser frem til og glæder mig til, men det giver også lidt sommerfugle i maven,” siger Magnus Brandbyge om det kommende skifte.
Magnus Brandbyge startede med at spille håndbold i Viby IF, og har i mange år fulgt Århus Håndbold på sidelinjen. Derfor ser han også frem til at blive en del af VORES HOLD fra næste sæson, og målsætningerne er også på plads for den 24-årige målmand.
”Der har altid været en forventning og forhåbning om, at Århus ligger i den bedre halvdel og kommer ind i det forjættede slutspil. Det er et mål for holdet, så det må også være et mål for mig at prøve at spille med om, og se hvor godt man kan klare sig der. Et personligt mål for mig bliver også bare at falde godt til, og blive en del af en kultur og en trup, hvor man møder op til træning for at udvikle sig selv og blive bedre,” siger Magnus Brandbyge.