Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Ny landsholdsspiller til SUS Nyborg

Pressemeddelelse fra SUS Nyborg:


Endnu en færøsk landsholdsspiller til SUS Nyborgs 1. divisionshold


Det østfynske håndboldsamarbejde har fået endnu en forstærkning til den spændende sæson i landets næstbedste række.


Navnet på endnu en forstærkning til SUS Nyborgs 1. divisionshold er Pætur Mikkjalsson. Som det nok kan gættes, er der tale om færing, og endda en ung, stor, stærk og talentfuld af slagsen. Med en højde på 190 cm, en kampvægt på 105 kg og en plads på landets A-landshold har den 23-årige stregspiller potentiale til at blive en markant spiller på det nyoprykkede hold.


I forvejen har en anden færøsk landsholdsspiller meldt sig under de østfynske faner i 1. division. Det er den 20-årige bagspiller Trondur Mikkelsen, som spiller på Færøernes U-landshold.


Endnu et færøsk islæt i den kommende sæson er træner Mads Rydal, som er vendt tilbage til holdet efter et års trænervirke i den nordatlantiske bedste håndboldrække.


– Jeg har haft Mads som træner heroppe og kender ham derfra. Jeg har nu færdiggjort min uddannelse og har planer om at spille på et højere håndboldniveau. Derfor er det perfekt for mig at prøve lykken i SUS Nyborg, som har kæmpet sig op til 1. division, siger Pætur Mikkjalsson, der efter ferie og træningsophold med det færøske landshold dukker op til træningen i Ullerslev og Nyborg i næste uge.


Den talentfulde stregspiller har også spillet på U18- og U21-landsholdet, hvor han blandt andet deltog ved VM i Algeriet.


SUS Nyborgs unge talenter har godt i gang med forberedelserne til den store opgave, som venter i landets næstbedste række. Første kamp er på hjemmebane søndag den 5. september, hvor HEI fra Århus kommer på besøg i Nyborghallerne.



Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER