Jacob Zøhner

Champions League gruppe A: Hvordan er gruppens styrkeforhold?

I Champions Leagues gruppe A finder man flere store hold som tidligere har vundet turneringen og har store ambitioner om at nå langt hvert eneste år. Vi har taget et nærmere kig på styrkeforholdet i gruppen.


Gruppens favoritter må være PSG Handball, Pick Szeged og Kielce. Naturligvis kan man også nævne Flensburg, men notorisk fokuserer Flensburg mere på Bundesligaen end på Champions Leagues gruppespil, hvor de gennem de seneste år har været svingende.


PSG Handball er stadig på jagt efter sin første Champions League titel. En jagt de helt sikkert vil fortsætte i den kommende sæson. Klubben mister dog deres store profil Sander Sagosen til THW Kiel og derfor bliver det spændende at se om de kan formå at udfylde det tomrum han efterlader sig. Dog får de tilgang af den lettiske højreback Dainis Kristopans. En stor international profil som ventes at styrke den franske klub gevaldigt.


Kielce og Pick Szeged har begge leveret gode præstationer i dette års Champions League. I næste sæson skal man derfor tage begge hold ekstremt seriøst. De er kendt for deres stærke hjemmebaner, hvor mange store hold tidligere er kommet galt afsted.


Herudover befinder tyske Flensburg sig i gruppen. Tyskerne havde inden denne sæson vundet to tyske mesterskaber i streg. Men alligevel havde klubben det svært i Champions League. I år er det symboliseret ved deres 5. plads i gruppen. De mangler stadig den store internationale stjerne, som mange af de andre tophold har. Samtidigt har klubben altid haft et stort fokus på Bundesligaen og derfor sparet flere spillere i Champions Leagues gruppekampe. Spændende bliver det dog, hvordan danske Lasse Møller kommer til at gøre det på holdet. Om han kan være med til at løfte spillet, så Flensburg kan spille med om gruppens topplaceringer.


Vardar som senest vandt Champions League i 2019 er svære at spå om. Flere af deres store profiler forlader klubben. Deriblandt Kristopans der skal til PSG Handball. Samtidigt har der længe floreret rygter om store økonomiske problemer, hvor spillerne ikke har fået løn til tiden. Det store spørgsmål er hvor længe den russiske ejer Sergey Samsonenko vil blive ved med at spytte penge i klubben.


Porto vil få det svært i denne gruppe. Man kan dog forvente at de vil kunne drille nogen af de store hold. Holdet har flere dygtige portugisiske spillere som kan præstere på højt niveau når de rammer dagen.


Elverum og Meshkov Brest må ventes at blive bundhold i gruppen. I dette års Champions League gruppespil fik Meshkov Brest kun 8 point, mens Elverum var noteret for 3 point efter 14 kampe. Når holdene rammer deres topniveau, har de dog bevidst at de kan drille selv de bedste. Meshkov Brest vandt blandt andet 33-30 over Kiel tilbage i februar. Så de skal bestemt ikke undervurderes. Herudover er Luc Abalo som sagt skiftet til Elverum og måske kan han være med til at bidrage til at klubben løfter deres niveau på internationalt plan.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER