Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Repræsentantskab bekræfter afslutning af turnering

Fra Dansk Håndbold Forbund:


Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskab har mandag aften bekræftet udvalget for professionel håndbolds beslutning om afslutning af turneringen for liga og 1. division.



Mandag aften mødtes Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskab til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde for at afgøre, om udvalget for professionel håndbolds beslutning om at afslutte turneringen i liga og 1. division skulle fastholdes.


Beslutningen blev truffet til et møde i udvalget for professionel håndbold d. 15. april 2020. Efterfølgende ankede de tre klubber Nordsjælland, EH Aalborg og Odder Håndbold beslutningen til håndboldens appelinstans, der d. 5. maj ophævede beslutningen. Derefter blev det altså op til Dansk Håndbold Forbunds repræsentantskab at afgøre, om udvalgets beslutning skulle stå ved magt.


Repræsentantskabet valgte at fastholde beslutningen, hvilket betyder, at:



  • turneringen afsluttes, hvilket også gælder 2. division og ned

  • Team Esbjerg og Aalborg Håndbold er DM-vindere

  • EH Aalborg og Nordsjælland rykkes ned i 1. division

  • Vendsyssel Håndbold og TMS Ringsted rykkes op

  • Sæby HK og IF Stjerne samt Odder Håndbold, FIF og Roskilde Håndbold rykkes ned i 2. division

  • pokaler og medaljer udleveres til klubberne. Der afholdes ikke nogen ceremoni i den anledning

  • fordeling af pladserne i CL og EC sker iht. EC-regulativet

  • reglerne for opfyldning fra reserveholdslisten gælder uændret.


Selvom Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen er tilfreds med aftenens beslutning, er han ked af, at sagen har fået så stor omtale og været så længe undervejs:


”Det er virkelig trist for alle parter i håndbolden, at den her sag er blevet trukket sådan i langdrag. Selvom vi har gjort alt efter bogen i forhold til at rådføre os med jurister, er der alligevel huller, som er blevet udnyttet til det sidste i kampen for at omgøre en beslutning, som rettelig bør ligge hos udvalget for professionel håndbold,” siger Dansk Håndbold Forbunds formand.


Per Bertelsen understreger, at klubberne er repræsenteret i udvalget for professionel håndbold og derfor også i praksis har været med til at træffe beslutningen om at afslutte turneringen på de ovenfornævnte vilkår. Derfor ærgrer det også formanden, at sagen er endt som en kamp i medierne og på de sociale medier:


”Vi er naturligvis klar over, at den her slags beslutninger er vigtige for vores klubber, men vi forsøger at gøre det, vi finder bedst – med klubberne ved bordet. Det er derfor, udvalget for professionel håndbold er det rigtige sted at træffe de her beslutninger. Som jeg indledte med at sige, er det trist for dansk håndbold, at sagen er endt, som den er. Det bidrager kun til, at der bliver gravet grøfter, hvilket er helt usigeligt ærgerligt. Nu må vi granske forløbet og forhåbentlig blive klogere på, hvordan vi i fremtiden kan håndtere uforudsete forhindringer endnu bedre, så håndbolden ikke igen skal være genstand for uhensigtsmæssig debat i offentligheden.”


















Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER