Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Bredsdorff-Larsen kårer EMs top og flop

HBOLDs EM-ekspert Peter Bredsdorff-Larsen kigger tilbage på den netop overståede EM-slutrunde og kårer en top- og floppræstation.


Spanien løb søndag aften af sted med EM-titlen – og anden af slagsen i træk. For øjnene af 17000 tilskuere i Tele2Arena kæmpede Spanien og Kroatien en vild kamp om det ædle metal – og ikke mindst den direkte kvalifikation til OL.


Peter Bredsdorff-Larsen stiller skarpt på de seneste ugers slutrundestrabadser. Han kårer her slutrundens top- og flophistorie.


Thumbs up: Portugal


Den absolutte overraskelse ved dette EM er Portugal og deres sensationelle sejre over først Frankrig, så Sverige på hjemmebane og en udradering af Ungarn.


-Det er fantastisk at se Portugals indtog på den store scene. Det har virkelig været et af mest velspillende og gode hold helt frem til slutningen. Det er dejligt fornyende at følge dem, siger Peter Bredsdorff-Larsen til HBOLD.dk og fortsætter:


-Så vil jeg nævne jævnbyrdigheden i toppen af herrehåndbolden som er tydelig. Så har det også været fremragende at følge de forskellige playmakertyper hos både Slovenien, Spanien, Kroatien og Norge. Det har været tempofyldt og meget fintestærkt spil, uddyber han.


Thumbs down: Danmark …


Ja, vi gider næsten ikke at traske mere rundt i det: Men den danske 13. plads ved EM springer naturligvis i øjnene, som én af mindre opløftende historier.


Det danske EM var forbi, allerede inden det startede. De danske verdensmestre og olympiske guldvindere var færdige efter det indledende gruppespil.


-Jeg gider nærmest ikke at bruge så meget krudt på det. Men det bliver Danmark. Alle havde set frem til det, det var tæt på Danmark, og det er selvfølgelig hårdt. Ja, der er ikke så meget mere at sige til det.


Men vi kan trods alt forlade EM med et smil på læben, når vi tænker tilbage på finaleweekenden?


-Ja, helt sikkert. Det er helt fantastisk, hvordan kroaterne formåede at lave en folkefest til kampene. Det er typisk for Kroatien at møde så talstærkt op og levere en hjertelig og intens kulisse med tusindvis af glade fans.


-Det har været et rigtigt seværdigt finalestævne, hvor historien om det spanske hold bare blev bekræftet: De har været meget stabile og spillet efter et tydeligt koncept på et hold, hvor mange spillere har været med i rigtig lang tid. Det er en flot og historisk æra, Spanien har haft, slutter han.


Spanien er som vinder af EM direkte kvalificeret til OL.


Men det er der en masse andre landshold, der ikke er og derfor skal ud at spille kvalifikationsturnering. Få overblikket over de tre puljer lige her.


Og så kan vi da lige slutte af med en god dansk historie: Danmark er nemlig direkte kvalificeret til legene i Tokyo til sommer grundet VM-guldet i 2019. SÅDAN!


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER