Nikolaj Jensen

Knudsen spår vanvittig spændende finale men tror på spansk guld

EM-guldvinderen fra 2008, Michael V. Knudsen, spår, at det bliver Spanien, der for andet EM i træk løber af sted med hele molevitten og bliver europamestre på ny.


STOCKHOLM (HBOLD.DK): Guldtøjet skal uddeles i dag! Der er ikke nogen vej tilbage.


Europamesterskaberne 2020 står foran sin absolutte afgørelse, når Spanien og Kroatien udgør det meget stærke finalefelt.


Michael V. Knudsen kigger i den gyldne krystalkugle og har især fidus til de spanske stjerner.


-Jeg tror, Spanien bliver europamestre igen. Jeg synes, de har spillet noget vanvittig flot håndbold. Og så har de en træner (Jordi Ribera, red.), som formår at få det bedste ud af holdet, der gør, at spillerne præsterer på et rigtig højt niveau, siger stregprofilen til HBOLD.dk.


-Spanien har det tempo, der skal til, og som jeg tror bliver meget afgørende. De kan sætte Kroatien under pres i 60 minutter, uddyber han.


Den tidligere danske landsholdsspiller ved om nogen, hvad det vil sige at vinde over Kroatien i en EM-finale: Det gjorde han og resten af det danske herrelandshold i 2008, hvor det første EM-guld blev hjemtaget.


Spanien står i den sjette EM-finale og har mulighed for at vinde guld for anden gang i historien. Det vil dog blive første gang for Kroatien, der tabte finalerne både i 2008 og 2010.


-Da jeg spillede på landsholdet, havde Kroatien et rigtig godt tag på Spanien ved især at være gode defensivt. Jeg tror dog på, at Spanien får lavet mål nok. Det handlere mere om at få defensiven til at køre.


Hvilken intensitet skal vi forvente os af kampen? Det bliver vel den rene krig …


-Det bliver vanvittig spændende og meget intenst. Det bliver en 50/50-kamp mellem to hold, der står rigtig godt til hinanden. Spanien, vil jeg sige, har overrasket lidt med de spillere, de har.


-Spanien spiller håndbold på en lidt anden måde, end vi kender fra Skandinavien. De er ikke så fysiske men er mere smarte, kloge og formår at få det optimale ud af de spillere, de har, slutter Knudsen.


Om Spanien lever op til Michael V. Knudsens favoritværdighed eller om tredje gang bliver lykkens gang for Kroatien, kan du følge direkte her på HBOLD.dk.


Vi live-opdaterer direkte fra finalebraget fra klokken 15.55. Der er kampstart klokken 16.30 i Telen2Arena.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER