Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Esbjerg-træner: Et drømmescenarie

De forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg spillede lørdag eftermiddag deres første opgør i hovedrunden i Champions League.


På udebane tørnede sydvestjyderne sammen med de dobbelte norske mestre fra Vipers Kristiansand, og her blev det til en flot sejr på 31-35 efter en pauseføring på 15-16.


Se kampen i tal herunder:


Vipers Kristiansand : Marta Tomac 8, Ragnhild Dahl 6, Henny Reistad 5, Malin Aune 5, Heidi Løke 4, Silje Waade 3.


Team Esbjerg: Kristine Breistøl 8, Estavana Polman 6, Sonja Frey 5, Line Jørgensen 3, Marit Jacobsen 3, Sanna Solberg 3, Vilde Ingstad 3, Marit Frafjord 2, Rut Jonsdottir 2.


Jesper Jensen var naturligvis yderst tilfreds med sejren i det norske. Han siger følgende til JydskeVestkysten:


“Vi er rigtig glade for denne her sejr. Vi havde fire point med fra det indledende puljespil, og nu er vi på seks point og har stadig tre hjemmekampe…Det er et drømmescenarie for os. Hvis nogen havde sagt det her på forhånd, ville jeg have sagt til dem, at de havde drukket noget, de ikke kunne tåle”.


Med sejren rykker Team Esbjerg op på andenpladsen i gruppe A og holdets næste europæiske opgør er på søndag, hvor der venter dem en vigtig kamp på hjemmebane mod de ungarske vicemestre fra Ferencvaros.


Inden da står Jesper Jensen og co. dog overfor EH Aalborg, når de to mandskaber støder sammen i 18. spillerunde i HTH Ligaen.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER