Nikolaj Jensen

Knuste norske spillere: -Den værste måde at tabe på

Efter to gange forlænget spilletid måtte Norge på den mest dramatiske måde se sig besejret af Kroatien, der scorede i de døende sekunder. Harald Reinkind kalder det den værste måde at tabe på.


TELE2ARENA, STOCKHOLM (HBOLD.DK): Lige stor jubel kroaterne skreg ud i sekunderne efter semifinalesejren på 28-29, lige så stor en skuffelse kunne man selv med lukkede øjne se gå fra det yderste hårstrå til det yderste af neglene.


Uanset hvordan semifinalen mellem Kroatien og Norge skulle ende, ville der stå et mandskab på grådens rand og til allersidst se finaledrømmen glippe.


For det var virkelig til allersidst og med alleryderste af alting, at Kroatien fik spillet sig i finalen. Når man er så tæt på, er det også her, det gør allermest ondt, når man taber.


-Ej, det er den værste måde at tabe på. Det er rigtig surt. Ærgerligt. Vi kæmpede for hver en bold og det føltes egentlig bare som stolpe ud i løbet af hele kampen, fortæller Harald Reinkind til HBOLD.dk og sammen af resten af den norske presse.


-Vi kæmper og kæmper, men vi formår ikke helt at løse deres 5:1-forsvar. De spiller med et godt forsvar og en god målmand, og vi får ikke de nemme mål, vi er vant til at få, uddyber han.


Stregspiller Magnus Gullerud kan ikke slippe tanken om, at Norge var millimeter og ganske få marginaler fra at stå på den anden side og juble som gale – i stedet ærgrer man sig som gale.


-Det er utrolig surt, at det slutter her. Tidligere i turneringen har det været stolpe ind, som har gjort det til vores fordel. Men det sker ikke i dag, slutter han.


Norge skal hurtigt samle sig: Om mindre end 24 timer, allerede i morgen klokken 18.00, skal de spille bronzekamp mod taberen af semifinalen mellem Spanien og Slovenien.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER