Jan Skjødt Østergaard Pedersen

KIF har fokus på forsvaret mod SønderjyskE

Optaktsmeddelelse fra KIF Kolding:





KIF Kolding-træner Ulf Sivertsson er ikke i tvivl om, at hvis hans mandskab fredag aften skal have et fornuftigt resultat mod Sønderjyske er det i forsvaret kampen skal vindes. Netop forsvarsspillet har i flere af de senere kampe – blandt andet i mandags mod Skanderborg – haltet alvorligt, og det var baggrunden for, at midtjyderne mandag aften uden al for meget besvær kunne hamre 35 bolde i kassen og sikre sig en lidt for ubesværet sejr på 35-29.


Et lignende billede var tilfældet – i endnu mere udpræget grad – da KIF i midten af september var i Sønderborg og her indkasserede sæsonens største nederlag, da Sønderjyske vandt med 36-23.


-Men siden den kamp har vi trods alt flyttet os og fået bedre styr på spillet i både forsvar og angreb. Det ændrer dog ikke på, at vi endnu ikke har den trygge base, som et stærkt forsvar udgør, og det smitter af på resten af det vi foretager os.


-Derfor har vi i de seneste dage arbejdet meget med forsvarsspillet, og det håber jeg viser sig i kampen mod Sønderjyske. Sønderjyske har et meget bredt mandskab, og det er ikke kun én eller to spillere vi skal stække. De har mange profiler, som på skift gør det godt hos dem, konstaterer Ulf Sivertsson.


Et par af de mest fremtrædende er venstre back Aron Mensing, den unge svenske playmaker Oskar Sunnefeldt og Jon Andersen på højre back. Men en spiller som Oliver Eggert er også oftest en giftig herre og på stregen får KIF-forsvaret givetvis også sit hyr med Frederik Børm og den stærke islænding Sveinn Johansson.


Efter nederlag i de seneste tre kampe har KIF’erne brug for at komme tilbage på sporet af point for at kunne holde afstanden til Lemvig/Thyborøn og Nordsjælland på pladserne under KIF. Så for KIF’s trofaste hjemmepublikum gælder igen en vigtig mission: hed og heftig opbakning til drengene i alle 60 minutter. Så kan vi håbe på, at det kan blive en dejlig fredag aften i december i det, der er sidste hjemmekamp i kalenderåret 2019!


Kampen i Sydbank Arena fløjtes i gang klokken 19.00. Kom og bak drengene op og tag alle dine venner med!






MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER