Nikolaj Jensen

Ribe-Esbjerg forvandler rædselsfuld start til overraskende point mod TTH Holstebro

Ribe-Esbjerg kom lynhurtigt bagud med 8-1 men åd sig langsomt ind i topkampen mod TTH Holstebro på udebane. Kampen endte uden vinder, 27-27, efter gæsterne i slutminutterne havde mulighed for begge point. 


Sikke en vanvittig vending i håndboldkampen mellem TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg. Et hjemmehold der havde fuldstændig styr på sagerne i 40 minutter men gik totalt kolde de sidste 20 minutter og smed et højst overraskende point mod Ribe-Esbjerg, der havde muligheden for at få begge point med hjem men alligevel måtte nøjes med et enkelt point.


Men nærmest allerede inden kampen blev fløjtet i gang mellem TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg lignede førstnævnte en vinder. Den velkendte kontramaskine var fyldt med fart og tempo


Ribe-Esbjerg-spillerne lignede en flok, der allermest havde lyst til slet ikke at være i Gråkjær Arena denne råkolde mandag aften. Sådan set det i hvert ud i ansigterne på det vestjyske mandskab, der kom helt skævt ud til kampen mod topholdet TTH Holstebro.


Lars Walther fik da også nok efter bare seks minutter, hvor han måtte kalde sine tropper til samling. Forsvarsformationen 5:1 med Lasse Uth i front blev skudt i sænk – det samme blev Tim Winkler i buret, angrebsspillet var idéforladt, uinspireret, uden fart og tempo. Præcist det modsatte kunne man så sige om hjemmeholdet, der havde Simon Gade placeret de rigtige steder, kontrafasen skruet perfekt sammen og en aggressivitet uden lige.


Og så førte Magnus Bramming og co. suverænt 5-1. Føringen blev fem minutter senere udbygget til 8-1, og det vidnede bare om et tungt og uorganiseret vestjysk angrebsspil, der stadig ikke havde fundet storspillet, der har bragt mange point til holdet i denne første halvsæson.


Fejl på fejl


Fejl på fejl på fejl blev dog stille og roligt byttet ud med en langt større omtanke i angrebet, hvor Lars Walther var gået over i et 7-mod-6-angreb. Det var dog også svært, hvis ikke umuligt, at fortsætte i samme fejl-stime … Især Gunnar Jónsson var en frisk indpisker for Ribe-Esbjerg, der kortvarigt kom på 10-7 efter 19 minutter.


Men den ekstra markspiller, og dermed manglende målmand, samt Ribe-Esbjergs stadig mange fejl var ikke en særlig god kombination. På fem minutter kunne 2 x Bramming og 1 x Damgaard tyre bolden direkte ned i det gabende tomme Esbjerg-mål og udbyggede til 14-9.


Frem mod pausen holdt Holstebro dog fat i femmålsføringen på 16-11, men det kunne sagtens have været en større føring, Patrick Westerholms mandskab havde fået fingrene i, fordi de sad på det langt det meste af halvlegen.


Det var et fuldstændig forvandlet Ribe-Esbjerg-hold, der mødte op til anden halvleg end i første. Efter de første seks minutter så alt ud til at være afgjort, men efter 10 minutter af anden halvleg så intet ud til at være afgjort.


Udnyttede Holstebros dalende kvalitet


Velspillende Johan Meklenborg drev ellers sit hold frem til både 17-13 og 19-14, inden fem udvisninger på knap tre minutter vendte kampbilledet fra 20-15 til 22-20.


Gæsterne havde muligheden for at udligne for første gang siden 0-0, men bolden blev fumlet væk og i stedet løb TTHs kontramaskine stærkt og udbyggede til 25-23. Inden da fik Esbjerg heroisk kæmpet sig på 23-22, 24-23 og 25-24.


Ribe-Esbjergs evige overtalsspil blev leveret med langt større sikkerhed, fart og koldblodighed i anden halvleg, hvor de også fik stabiliseret defensiven og udnyttet Holstebros faldende kadence i begge ender.


Sørenn Rasmussen gjorde, hvad han kunne for at holde liv i drømmen om to point til de blåblusede med en dobbeltredning på straffekast fra netop Johan Meklenborg, der sammen med resten af Holstebro dalede betrageligt i niveau.


Og så kom forløsningen for Nicolai Nygaard og co., der efter 52 minutter plaffede bolden ind til 25-25, og så var der pludselig lagt op til otte meget spændende slutminutter, selvom startminutterne antydede alt andet.


Forløsningen blev uomtvisteligt, om end muligt, endnu større, da træfsikre Mathias Jørgensen for første gang sendte Ribe-Esbjerg i front med 25-26 med fire minutter igen, og så lignede udeholdet pludselig pointtager – mod alle odds.


I de døende sekunder sjaskede Johan Meklenborg kampens sidste scoring i hus til slutresultatet 27-27. Lars Walther fik dog trykket en timeout ind med tre sekunder igen, men det var lige præcis ikke tids nok til, at Ribe-Esbjerg kunne hæve armene og juble over en sejr – men alligevel være en kende skuffet over bare det ene point.


Nicolai Nygaard udtrykte da også skuffelse efter kampen men vender det også til en enorm stolthed.


-Det er jo de færreste, der får point her. Vi ville gerne have haft to point. Det er nok til begge sider, men dommerlinjen bliver tynd. Det hagler ned over os med udvisninger, og det ødelægger lidt rytmen i kampen, men jeg er stolt af holdet, siger bagspilleren til TV2 Sport efter kampen.


-Vi gav dem en masse gratis chancer i første halvleg, og så løb de kontra på os og straffede os. Men så får vi struktur i spillet og scorer på vores chancer, siger han.


Ribe-Esbjerg fik i alt 11 udvisninger og spillede 22 minutter med en spiller i undertal og formåede alligevel at trække et point med hjem fra Holstebro – det eneste hold sammen med Aalborg der har formået det i Gråkjær Arena.


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER