Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Mathias Madsen før Randers: Der skal gerne to point på kontoen

Optaktsmeddelelse fra Herning-Ikast Håndbold:


Spillet fra søndagens EHF Cup-opgør skal bringes videre til onsdagens ligakamp i Randers, der gerne skal kaste to point af sig.


Herning-Ikast Håndbold står over for klubbens sidste ligakamp i 2019, når Randers HK tager imod enhjørningerne onsdag aften.


En modstander, som cheftræner Mathias Madsen har stor respekt for.


– Randers har præsteret rigtig fint i år og har fået nogle gode sejre, senest i Ajax hvor mange hold ellers har været i problemer. Vi skal spille en god kamp deroppe, for vi ved, at det er et svært sted at spille. Vi skal være dygtige omkring især Jamina Roberts og Mai Kragballe, som er to store profiler for dem, og så skal vi have et vågent øje på vores tidligere streg, Sabine Pedersen, som har lavet rigtig mange mål, siger Mathias Madsen.


Selv om det blot er et enkelt opgør, kan årets sidste ligakamp gå hen at få stor betydning i sidste ende, mener HIH-træneren.


– Der skal gerne to point på kontoen. På det seneste har vi tabt to af de ligakampe, som vi havde sat næsen op efter at vinde (København hjemme og Viborg hjemme, red.), så nu er der ikke råd til flere svipsere. Det lægger naturligvis lidt ekstra pres på os, for taber vi i Randers, er vi langt mere presset på vores målsætning om top fire. Vinder vi til gengæld i Randers, mens vi går videre i EHF Cup på søndag, så har det været et mere end godkendt efterår.


Cheftræneren for Herning-Ikast Håndbold så flere gode takter både defensivt og offensivt i søndagens EHF Cup-opgør, hvor holdet spillede 23-23 ude mod Nykøbing Falster Håndboldklub. De gode takter skal gerne fortsætte i Kronjylland.


– Offensivt skal vi bygge videre på præstationen mod Falster, hvor vi tilspillede os rigtig mange fine chancer. Mod Randers skulle vi så også gerne være lidt bedre til at putte dem ind. Derudover skal vi fortsætte det rigtig høje defensive niveau i vores 6:0-forsvar, som vi leverede i søndags. Hvis vi lykkes med de tre elementer, så henter vi en sejr med hjem, slutter Mathias Madsen.


Opgøret spilles onsdag aften kl. 20:00 i Arena Randers og kan ses på TV2 Play.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER