Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Allan Heines tropper buldrer der ud af i det franske

I onsdags leverede Allan Heines franske tropper fra Nantes Atlantique Handball endnu et fornemt resultat.


Allan Heine og co. tørnede her sammen med ligarivalerne fra Dijon, på en af de sværeste udebaner i Frankrig – men det virkede nu ikke til at påvirke gæsterne.


Nantes Atlantique Handball vandt opgøret med sikre 20-25 efter at have været foran med 6-12 ved pausen.


Den danske cheftræner var naturligvis godt tilfreds med sit mandskab efter opgøret.


“Vi tog til Dijon med en mission om at slutte første halvdel af sæsonen med endnu en sejr, men vi var godt klar over at de ville kæmpe med næb og klør. Dijon forsøgte at overraske med et 5:1 forsvar, men her fandt vi relativt let mulighederne og havde vi været skarpere i afslutningerne, så havde føringen ved halvleg sikkert været mere end 6 mål.

Anden halvleg startede vi godt, men fik ikke afgjort kampen og med lidt held til Dijon var de pludselig oppe på blot minus 2. Det var dog det nærmeste de kom, for herefter satte vi trumf på og vandt sikkert 25-20”,
siger Allan Heine til Europamester.dk.


Sejren var Nantes Atlantique Handballs tredje på stribe og det var samtidig deres niende kamp i træk, hvor de kunne gå fra banen uden et nederlag.


Opgøret var den sidste i første halvdel af sæsonen, og der venter nu en kamppause i den franske liga ind til efter jul. Næste ligaopgør for Allan Heine og co. er den 29. december, hvor de på udebane krydser klinger med de mangedobbelte mestre fra Metz.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER