Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Odense kører Ajax midtover i kæmpesejr

Når Ajax København lørdag eftermiddag tager imod Odense Håndbolds mange profiler, kan du følge slagets gang direkte fra Bavnehøj Hallen fra klokken 16.05 med kampstart klokken 16.15.


60.00: Det første kvarter havde vi en nogenlunde ligeværdig og spændende håndboldkamp. Men det blev slået fuldstændig ihjel af Ajax’ tilbagevendne dårlige og usikkert angrebsspil med et hav af tekniske fejl blandet med Odensens kynisme i kontrafasen. 12-16 efter første halvleg blev i løbet af ingen tid byttet om til +10 for fynboerne, der aldrig så sig tilbage. Det hele slutter meget komfortabelt 21-33 til Odense. Topscorer blev Sarah Hald med syv fuldtræffere. Vi vender tilbage med reaktioner.


56.20: Ja, de sidste minutter er lidt af noget rod for at sige det meget mildt. En gigantisk afbrænder her, en gigantisk afbrænder der. I begge ender. Puha … 19-31


54.34: Jan Pytlick tager lige sin anden timeout, inden der er gået 55 minutter, så han har en sidste i baghånden til de sidste fem minutter. Alt imens fortæller halspeakeren, at 288 tilskuere her til eftermiddag har fundet vejen forbi til Bavnehøj Hallen, hvoraf de cirka 20 af dem er iklædt orange Odense-trøjer.


52.38: Der er grund til at dykke ned i højdepunkterne for Ajax. Der har ikke været mange angrebsmæssigt i anden halvleg, men igen viser Ajax’ fløjspil, at det altså har kvalitet. Når Ajax først spiller på ydersiden, så er det typisk gevinst. Det var der også denne gang på venstre fløj. 18-30.


50.11: Cecilie Woller gik ind her og tog de tæsk, der måtte være. Hun fik fintet, mast og vist nok klemt sig ind forbi Nadia Offendal og Ingvild Bakkerud. I nærmest vandret position får hun fightet bolden i kassen. Dét har der været alt for lidt af for Ajax i denne kamp. Alt for få har ofret sig nok og taget de tæsk, der skal til. 17-29.


48.23: Den tredje straffekastskytte kastes i ilden fra de 7-meter. Nadia Offendal viser heller ingen tøven og brager den denne gang op i venstre hjørne. 16-28.


47.29: Det er lidt bytte-bytte-købmand lige i øjeblikket. Et mål til dig og et mål til mig. Nycke Groot får pause og Nadia Offendal får lov til at styre spillet sammen med Ingvild Bakkerud. Althea Reinhardt har lige nu er redningsprocent på “beskedne” 63. Syv redninger på 11 skud er det indtil videre blevet i en første halvleg, som Odense har styret totalt.


44.04: Historien om det evigt dårlige Ajax-angreb og en velsmurt odenseansk kontramaskine gentager sig. Der er ikke meget at komme efter for Ajax, der spiller meget sidelæns og ikke får rykket nok rundt på Odense-defensiven. Den mindste fejl bliver også bare straffet til en fynsk kontrachance. 14-26.


42.02: Det er en Odense-bænk, der uden undtagelser, bruger alle de ressourcer, der er til rådighed. Alle får spilletid på skift – og dermed også pauser. 14-24.


40.08: Vi skulle lige runde de første 10 minutter af anden halvleg, får stregspiller Simone Petersen fik Odenses netmasker til at blafre. Men for at det ikke skal være løgn, så havde Althea Reinhardt underarmen på, så det var bare med et hængende harpiks-hår, at den røg ind. Nu er Ajax på måltavlen i anden halvleg, og måske det kan give lidt selvtillid alt imens Odense bare maser på. 13-24.


37.10: Lige nu driver Odense totalt gæk med Ajax-mandskabet, der ikke har meget selvtillid i sig lige nu. Der bliver tøvet i alle faser af spillet, og det virker nærmest umuligt for dem at få scoret. 12-23. 7-0 til Odense i anden halvleg.


35.53: Odense går målamok lige nu – og det får Dennis Bo Jensen til at tage timeout med det samme. Trine Østergaard løber ind i den samme blinde overgang to gange i træk, hvilket Ajax-forsvaret ikke er i nærheden af at opfange. Seks Odense-mål på knap seks minutter – 0 til Ajax. 12-22.


33.58: Ny straffekastskytte på Odense-holdet. Stjernen Nathalie Hagman er nu skiftet ud med stjernen Nycke Groot, der ikke gider alt det der med finter. Bolden får bare et tyr op i højre hjørne, og så er det afgjort. 12-20. En stærk start fra Odense på anden halvleg.


33.10: Den danske landsholdskeeper Althea Reinhardt har fået rimelig godt fat fra start – især fra Rosa Schmidt, der ellers var sikkerheden selv i første halvleg. To gange har hun nu brændt på den rolige Odense-keeper, der først til allersidst lave sine udfald. Meget elegant. 12-19.


30.34: Ajax’ første angreb ender ud i ingenting – eller rettere direkte ud over sidelinjen. Og det er i hvert fald ikke vejen frem. I modsatte ende får Odense bragt en meget holdbar anden-fasekontra i gang. Sarah Hald udbygger til 12-19. Nu skal Ajax holde fast.


17.02: De to hold er på banen igen og klar til anden halvleg. “Alt kan ske. Stillingen er kun 12-18”, råber den meget optimistiske halspeaker i Bavnehøj Hallen. Der skal ske mirakler, hvis Ajax skal få noget, der minder om point herfra. Tess Wester har fået lidt plads på bænken, mens Althea Reinhardt formentlig får hele anden halvleg.


30.00: Odense Håndbold går til pause foran 12-18 efter en rodet første halvleg, hvor Odense mere eller mindre har styret løjerne fra første til sidste fløjt. Odenses mange stjerner er som ventet for stor en mundfuld for Ajax, der kæmper for at hænge på. Men når man ikke kan få et etableret angrebsspil til at sidde lige i skabet mod et hold som Odense, så får man det bare svært. Og det har Ajax. Nøglerne for Ajax har været de to fløje i Anna Grundtvig og Rosa Schmidt, der har været utrolig træfsikre samt bagspilleren Cecilie Specht, der har budt ind med lidt vildskab og fysik i angrebet. Og netop de to fløje har ført an i en skarp kontrafase, der har fanget Odense. Men det har også været det. Ajax har simpelthen ikke kunne finde midlerne til at bore hul i den stærke Odense-defensiv. I den anden ende har Nycke Groot styret showet og haft det store, forkromede overblik – akkurat som hun plejer. Nathalie Hagman har været sikkerheden selv på straffekast og blev således også første halvlegs topscorer med fem mål på lige så mange forsøg.


26.11: Nathalie Hagman gør det igen på straffekast og udbygger Odenses føring. Den bliver ikke større end + 4. Først 15-11 og nu 12-16.


22.31: Sarah Nørklit bliver skiftet ind i Ajax-målet i stedet for Louise Egestorp, der ikke har haft mange fingre på de sidste Odense-bolde. Men igen er det  bare et rodet Ajax-angreb, der stresser boldene væk. Dennis Bo Jensen kigger med lys og lygte efter den konstellation, der skal finde den nødvendige stabilitet og rytme. Odense udbygger til 10-14.


20.48: De første to angreb med den nye bagkæde var vist ikke til at sætte en finger på. Først bliver en totalt fri Sarah Hald spillet fri med mål til følge – og i angrebet efter præcis det samme med Trine Østergaard. Det går stærkt lige nu med målene. 9-13


19.30: Jan Pytlick slår i timeout-knappen og kalder sine tropper til samling. Odense har fat i den lange ende i kampen. Det er meget på fynboernes præmisser. Det er kun Louise Egestorp, stolperne og Ajax’ nøjagtighed i kontrafasen og fra fløjene, at DM-bronzevinderne ikke er fløjet længere væk. I bagkæden er der skiftet lidt ud fra de orangeblusede. Hagman, Offendal og Stine Jørgensen udgør nu bagkæden, mens Sarah Hald har erstattet Kathrine Heindahl.


17.55: Kontrafasen og fløjskuddene har været to af Ajax’ største våben indtil videre i kampen. Der er ikke så meget slinger i valsen i de to aspekter. Rosa Schmidt på højre fløj finder let og elegant den ellers svære vej ind bag Tess Wester. Ajax hænger på. Men det koster kræfter. 7-10


16.22: Knap to minutter senere får vi så muligheden igen. Denne gang i en anden variant i form af ét stort tyr – uden nogen finte. 6-10.


14.22: Hagman er en fornøjelse at iagttage på straffekast. Måden hun laver sin første finte på, hvorefter hun lige står stille i et halvt sekund for derefter at eksplodere og tyre bolden sikkert i mål. Det var anden gang her til eftermiddag. 6-8. Ajax begynder igen at lave nogle mærkelige ting angrebsmæssigt, hvor det stadig ikke er lykkes den forholdsvis nye Ajax-bagkæde at finde fodfæste.


13.00: Ajax prøver sig med 7-mod-6 for at få noget stabilitet ind i angrebsspillet. Tempoet er i og for sig rigtig fint, men det rykker bare ikke rigtigt noget i Odense-defensiven.


11.13: Nathalie Hagman er dog kølig på kampens første straffekast. Efter et par finter sidder kuglen sikkert nede i venstre hjørne. 4-6.


10.22: Og der skal ikke meget til, at Ajax får drevet bolden frem af banen. Først højre, så venstre og så højre fløj igen. Det var tre i træk fra hjemmeholdet, der reducerer til 4-5. Det gik alligevel pænt stærkt. Odenses problemer lige nu, er, at de simpelthen er for sløset, når de står helt alene med Louise Egestorp.


9.25: Rosa Schmidt stikker af sted i en Ajax-kontra, og her har de succes. Ved de få fejl, som Odense laver i deres angreb, er Ajax eneste chance lige nu for at lave mål, kontra! 2-5


7.48: Kontrafasen fra Odense begynder at vise tænder lige nu – og den flår Ajax-spillet stille og roligt i stykker. Der bliver lige nu lavet for mange tekniske fejl, til at Ajax kan være med for alvor. Dennis Bo Jensen har derfor taget sin første timeout. 1-5. Det er simple kaste-gribe-fejl, dårlige afleveringer og en rytme, der er ikke-tilstedeværende der er problemerne for Ajax. De har slet ikke løst det stationære angrebsspil endnu.


6.40: Ajax har uendeligt svært ved at finde succesfulde løsninger i deres angrebsspil. Midteraksen med Kamilla Larsen og Kathrine Heindahl lurer mange – hvis ikke alle – Ajax’ små tricks. Og når det endelig lykkedes dem at komme forbi, så står Tess Wester i buret i vejen.


5.22: Ingvild Bakkerud fanger Ajax-forsvaret og Egestorp i målet på det forkerte ben og udbygger. 1-3


3.01: Og igen. Denne gang på en fuldstændig fra afslutning fra Trine Østergaard på kontra. Sigtekornet er vist ikke lige indstillet fra start. Til gengæld er der altid dejlig med god gejst og energi hos den tidligere TTH Holstebro-keeper. 1-1


1.45: Kontraskoene er spændt godt på Ajax-fødderne. De løber stærkt. Anne Tolstrup fanger en perfekt bold fra defensiven og udligner til 1-1. Louise Egestorp har lige nu godt styr på Odenses nærskud. To redninger allerede.


00.53: En lækker bag-om-ryggen-aflevering ryger ud til Freja Cohrt, der ikke svigter i første hug. Dejlig detalje, lækker scoring. 0-1 til gæsterne.


16.15: KAMPSTART. Det kan godt være, at Odense har mange skader. Men start-syveren i Trine Østergaard, Nathalie Hagman, Ingvild Bakkerud, Nycke Groot, Freja Cohrt, Kathrine Heindahl og Tess Wester på mål er nu heller ikke så tosset … Vi er i gang. Odense i angreb. God kamp.


16.11: De to hold varmer lige de sidste led op, smækker en bøtte harpiks på bolden og gør for alvor klar til kampstart her om en lille håndfuld minutter.

16.10: Odense lagde ud med at tabe Super Cuppen knebent til Team Esbjerg 25-28, mens Viborg og Randers efterfølgende er blevet sendt retur med nederlag.


16.09: Odense har da også lagt fin fra land i denne sæson, som dog har været præget ufatteligt meget af skader. Man er stadig uden korsbåndsramte Mette Tranborg mens også Stine Jørgensen døjer med en drilsk fodskade. Efter sejren mod Randers HK var Jan Pytlick ude at sige, at hvis Stine Jørgensen også er ude med en skade, så tæller skadeslisten hele syv spillere i skrivende stund, hvorfor fynboerne nok snart nærmede sig en status som skadestue …


16.06: I dag står menuen så på ingen ringere end Odense Håndbold, der har hentet vel nok to af verdens bedste på deres positioner, ej at forglemme den tidligere landsholdsfløj Anne Mette Pedersen; Nycke Groot og Nathalie Hagman. En modstander som Ajax aldrig har været i nærheden af at slå. Fire indbyrdes opgør er det blevet til med lutter fynske sejre.


16.04: Men i runden efter, på udebane mod Skanderborg Håndbold, led Ajax igen et nederlag, denne gang til Skanderborg, hvor det længe så ud til, at holdet fra Vesterbro skulle trække det længste strå. Men de gik helt kolde til sidst og så vandt Skanderborg til sidst 25-19.


16.02: Ajax lagde ud i denne sæson med at tabe til Herning-Ikast med de knusende cifre 30-16. Runden efter rejste Dennis Bo Jensens kvindskab sig da ellers noget så eftertrykkeligt, da slutspilsaspiranterne fra Silkeborg-Voel blev slået højst overraskende med 28-25 i en kamp, hvor Ajax indledningsvist var i front med 11-4.


16.00: Vi lægger ud med at kigge lidt på de to dystende hold, naturligvis. Vi starter med hjemmeholdet fra Ajax, der har haft godt gang i svingdøren frem til denne sæson, hvor man har sagt farvel til syv spillere og samtidig har fem nye ansigter i truppen. Flere etablerede navne har forladt Ajax-skuden blandt andre bagspillerne Christina Wildbork, Eva Björk og Nikoline Brøns, men Ajax har især oprustet på målvogterpositionen, hvor den tidligere Ajax-målmand Louise Egestorp nu er vendt tilbage til hovedstaden.


16.00: God eftermiddag og rigtig (varmt) velkommen indenfor til denne liveopdatering fra Bavnen på Vesterbro, hvor Ajax 1. divisionsherrer for lidt siden forlod halgulvet, hvor de led et højst overraskende nederlag til Skovbakken. Nu er det tid til damekamp.


Jan Pytlick og co. gæster hovedstaden i eftermiddag.

Foto: Odense Håndbold


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER