Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Nikolaj Jensen

Marcus Mørk viste rutinen og førte an i smal sejr i gyser mod Nordsjælland

Følg pokalkampen mellem Nordsjælland og Skanderborg Håndbold direkte fra Hbold.dk klokken 18.50, når vi liveopdaterer direkte fra begivenhedernes gang i Helsinge-hallerne. 


60.00: Skanderborg Håndbold vinder med mindst mulig margin 18-19. Stort tillykke til Skanderborg Håndbold der er klar til Santander Cuppens kvartfinale, mens 1/8-finalerne dette år bliver endestationen for Nordsjælland Håndbold, der dog kan bryste sig af at få kåret kampens spiller i målmand Marcus Holmen.


59.08: Campbell viser igen kølighed. 18-19. Nu koger det! Skanderborg får de sidste 50 sekunder til at gå med ingenting, og derfor ender det i ingenting for Nordsjælland Håndbold og alting for Skanderborg Håndbold. Og symptomatisk for kampen er det Marcus Mørk, der tager bolden i egen hånd og sørger for at Nordsjælland ikke kommer i nærheden af at få fat i bolden.


58.29: Marcus Mørk forsøger i et halvhjertet forsøg at mase sig igennem Nordsjælland-forsvaret og skyder bolden et godt stykke forbi mål. Der går tre-fire sekunder, hvor alle lige kigger en gang på hinanden og så blæser dommerne i kampen … frikast til Skanderborg. En meget tvivlsom kendelse, som Nick Rasmussen udnytter til at tage sin sidste timeout. 17-19


57.35: Skanderborg kan bare ikke lukke kampen. De har haft et par store mulighed for det – og det samme har Nordsjælland haft for at komme helt tilbage i kampen … 17-19


55.43: Mathias Campbell har godt nok ikke megen erfaring, men i dag spiller han som en med stor erfaring. Han har vist stort kølighed på svære tidspunkt og det gør han også denne gang. 17-19. Et kiks i Skanderborg-angrebet giver Nordsjælland mulighed for igen at reducere, men Tobias Jørgensen fremtvinger en angrebsfejl.


55.00: Rutinen svigter ikke for Skanderborg. Det er ikke fordi, man har set så meget til ham, men når det brænder allermest på viser Morten Balling sig. 16-19.


54.32: Skanderborg fik muligheden for at bringe sig på 16-19, +3, men forspildte chancer noget så gevaldigt. Nordsjælland-stregen Anders Agger havde en glimrende mulighed for at tvinge stillingen på 17-18 – og så ville gyseren blive en realitet. Men det satte det flyvende ben fra Kristoffer Laursen en stopper for og i stedet kan Nick Rasmussen lige trække sine spillere til sig i ét minuts timeout for at få lidt ro på … 16-18


52.23: En til dig, og én til mig. De to hold ligger og bytter mål lige nu og så længe, de gør det, så er det altså Skanderborg, der har kurs mod sejren. 14-15, 15-16, 16-17.


51.10: Men hvem dukker så op, lige hvor det ser allermørkest ud? Det er naturligvis Marcus Mørk, der for femte gang netter. 15-17.


49.54: Holmen, Holmen, Holmen. Sikke en kamp, han (også) brænder af. Havde det ikke været for ham, så var spændingen ikke lige så stor og intens, som den er lige nu! Og den bliver bestemt ikke mindre af, at Jesper Dahl reducerer til 15-16. Det er altså blot seks Skanderborg-scoringer efter pausen.


47.00: Vi kravler ind i den altafgørende fase nu, hvor selv den mindste detalje kan få størst betydning. Alle mål tæller. Hver en aktion tæller. Der bliver kæmpet for hver en centimeter. Hvem har de køligste nerver? 14-16.


46.18: Igen og igen … og. Marcus Mørk vrister sig fra af det aggressive Nordsjælland-forsvar og selvom han har et par eller tre neongrønne spillere på ryggen, så får han alligevel sendt bolden i mål. 14-16.


45.00: Halvvejs i anden halvleg og det begynder for alvor at spidse til. Nordsjælland har ikke sluppet grebet om kampen, som Skanderborg eller har haft godt fat i. Men de kan bare ikke slå det afgørende hul. Jesper Dahl finder igen hul på ydersiden og finder også den sidste vej til målet. 14-15.


43.10: Denne gang er der absolut ingen straffekast-slinger i valsen for Haunstrup, der ser, at Laursen sænker armene og i det samme lægger højre fløjen bolden elegant op i krydset. Igen et straffekast der blev erobret på ydersiden – denne gang i højre side. Det har Nordsjælland haft stor succes med. Måske det kan være nøglen til comeback, at spillet bliver vendt lidt mere udad i banen. 11-14.


40.19: Den hidtil lidt anonyme Morten Balling sætter sin første kugle i kassen til 10-13, men hurtigt svarer Nordsjælland igen. Frederik Iversen har vist, at han kan lidt af hvert fra den fløj med flere teknisk finurlige afslutninger. Endnu en – der denne gang strejfer Laursens hoved. 11-13.


38.20: Mathias Campbell brænder virkelig en stor kamp af. Han sætter sin femte scoring i netmaskerne og har derfor scoret halvdelen af Nordsjællands mål. 10-11. Nu er det Skanderborgs tur til at slide og slæbe i angrebet. Nu bliver Marcus Mørk også skiftet ind. Cirka samme tidspunkt som i første halvleg hvor han fik lov til at styre det hele. Det bliver spændende at se, om han får lov til det igen …


33.22: Jonas Samuelsson ofrer sig 100 % i forsvarsaktionen, men dommeren takserer det til et straffekast på grund af opdækning i feltet. Og igen er stolpen på Nordsjællands og Carl-Emil Haunstrups side. 9-11.


31.44: Cornelius Kragh er igen på pletten som målscorer, efter han mere eller mindre så sidste halvdel af første halvleg på bænken. 8-11.


30.37: Nordsjælland starter på bolden – med succes. Med hjælp af et sæt parader fra Skanderborg-forsvaret får Tobias Jørgensen sat bolden i kassen og sætter lidt fornyet tro på tingene for Nordsjælland, der reducerer til 8-10. I den anden ende får Holmen nok engang fat og lukker af.



Mens de to hold puster ud i omklædningsrummet, bliver der vist stort overskud hos reserverne hos Skanderborg Håndbold. Midt i blandt de sædvanlige pauseskud fra reserverne, så har Skanderborg-keeperen også lige overskud til at snuppe et par bolde, eller i hvert fald prøve, fra indløbsbørnene fra Helsinge … det er da overskud!



7-10 efter de første 30 minutter.


30.00: Puuuha. Der pustes ud. I begge lejre. Første halvleg er blæst af. En første halvleg hvor Nordsjælland startede bedst ud og holdt tempoet højst de første 10 minutter, hvor især Mathias Campbell førte an. Han har lavet fire ud af Nordsjællands syv mål de første 30 minutter. Men i takt med at Skanderborg fandt rytme i angrebet og indskiftningen af Marcus Mørk fandt sted, så stak Skanderborg ikke alvorligt men alligevel af. Føringer på 3-4 mål blev etableret. Men Nordsjælland skal takke keeper Marcus Holmen for, at føringen ikke blev øget yderligere.


27.30: Mads Kalstrup rager en udvisning til sig i Skanderborg-forsvaret, og det giver Nordsjælland en mulighed for at hente et par hurtige mål. I første omgang er Carl-Emil Haunstrup uskarp og sender en halv skruebold, halv tyr ved siden af målet. 6-10


25.06: Puha. Knap 12 minutter gik der fra den seneste Campbell-scoring til den næste. 6-9 reducerer han til, men ikke mange harpiksklatter senere får Mathias Bitsch hurtigt sat en streg i harpikssandet og udbygger igen til 6-10.


23.04: Han har lapperne på, men denne gang er det ikke nok og Mathias Bitsch udbygger til 5-9. Nu er der lidt fremgang at spore i Nordsjælland-angrebet. De får spillet sig frem til et straffekast, men det er som om, netmaskerne bag Kristoffer Laursen er forhekset. Mathias Campbell tyrer det bedste, han har lært, mens Laursen redder det bedste, han har lært, og denne gang trak Laursen det længste strå.


21.02: Marcus Holmen. Hvis han ikke havde stået på mål for Nordsjælland, havde Skanderborgs føring kravlet op på +10. Han tager både med fødder, hænder, negle og hårstrå. Han lukker fuldstændig ned for Skanderborg, der ikke kan finde de sidste marginaler til at trække fra. 5-8


19.19: Nordsjælland bygger op, men det ender igen ud i en forhastet afslutning, som Kristoffer Laursen nærmest med lukkede øjne kan gribe ud. Nordsjælland skal virkelig til at steppe op angrebsmæssigt, hvis ikke Skanderborg skal have kursen for hurtigt sat ind mod sejren og en plads i kvartfinalen.


19.13: Nordsjælland-træner Simon Dahl forlanger timeout. Han har fået nok. Nordsjælland har ikke jublet over en scoring i en håndfuld minutter og det er dyrt mod et hold som Skanderborg. Simon Dahl ser bort fra det risikobetynget 7-6-spil og smider Marcus Holmen tilbage i buret.


18.17: Marcus Mørk styrer lige nu showet i Helsinge. Han gør bare, hvad der passer ham. Omvendt har Nordsjælland fået sværere og sværere ved at spille sig frem til fornuftige chancer og det udnytter Skanderborg hurtigt i kontrafasen. 5-8


16.00: Simon Dahl vover sig ud i det omdiskuterede 7-6-spil, og det resulterer i første omgang i et mål til Skanderborg. Et af de nemmere i karrieren for Jonas Samuelsson, der nemt bare kaster bolden mod tomt mål til 5-6.


14.48: Uhhh, han er snu den gode Marcus Mørk. Bedst som angrebet ligner noget, der ikke fører til noget, så får han listet bolden ind alligevel. 5-5 –  og i den anden ende trækker han rutineret nok en angrebsfejl.


13.53: Mens Skanderborg rammer Holmen, rammer Nordsjælland den “rigtige” side af stolpen. Mathias Campbell viser igen sin kølighed, denne gang på straffe til 5-4.


12.43: Tak skal du ellers ha’ for en start, Marcus Holmen Nordsjælland-keeperen har fået. Han er her, der og alle vegne på Skanderborgs skud og det frustrerer tydeligvis Mørk og co.


10.30: Tobias Jørgensen slider sig fri til Nordsjællands første føring i kampen til 4-3. Det unge NH-hold presser de rutinerede Skanderborg-drenge godt her, hvor kampen begynder at finde sit fodfæste. Cheftræner Nick Rasmussen har taget konsekvensen af det hakkende angrebsspil, hvorfor han sender Mathias Mørk ind i stedet for Cornelius Kragh.


9.10: Det er altså rigtig lækkert kontraspil, Nordsjælland disker op. En decideret fræk aflevering på tværs af banen fra Campell til fløjspiller Frederik Iversen, der finurligt krøller bolden ind bag Laursen til 3-3.


7.21: Det er Cornelius Kragh, der for alvor driller sine gamle holdkammerater. Han finder vej på ydersiden af Jesper Dahl, der simpelthen ikke kan holde den fysisk stærke bagspiller. Han gør det til 2-3.


6.39: Ved hjælp af stolpen får Campell nok engang sendt kuglen i kassen. 2-2


6.02: Nej, det er ikke køn håndbold, der bliver spillet lige nu. Beslutningerne er ikke særlig velovervejet i begge ender, og det ender tit ud i ingenting. Det er tydeligt at se, at det er først på sæsonen … 1-2


5.01: Der faldt første scoring til Nordsjælland efter en bowlingkugle leveret af Mathias Campell, der fuldstændig snyder midteraksen samt Laursen i buret og reducerer til 1-2.


4.02: Det er ikke mål, det nordsjællandske håndboldpublikum får serveret i kampens indledning – i hvert fald ikke fra hjemmeholdet. Ingen mål endnu, mens Mathias Bitsch bringer de hvidblusede i front med 0-2. I den anden ende har Nordsjælland simpelthen problemer med at ramme hinanden på 5 meters afstand, og derfor bliver deres angrebsspil noget hakkende.


2.45: Cornelius Kragh sender pokalkampens første mål ind bag netmaskerne efter en lidt rodet start. De to målmænd har fået godt fat. 0-1


1.20: Den tidligere NH-profil Cornelius Kragh får testet træværket og bolden ryger på Nordsjælland-hænder, der stiller med Jesper Dahl, Tobias Jørgensen og Mathias Campbell i bagkæden.


00.00: Skanderborg i hvide trøjer starter på bolden med Morten Balling, Cornelius Kragh og Mathias Bitsch i bagkæden. Marcus Holm redder en helt fri Nikolaj A. Nielsen fra stregen, men bolden ryger ud over sidelinjen og Skanderborg er igen på bolden.


19.00: KAMPSTART. RIGTIG GOD KAMP.


19.00: 7 timer og 54 minutter har det taget Skanderborg Håndbold at tage turen fra Jylland til Nordsjælland. Men nu er den lange bustur fortid og det er endelig blevet tid til håndbold.


18.55: Tilbage til Helsinge i Nordsjælland, hvor de to hold er ved at lave varme de sidste led i kroppen op, før det altså går løs her klokken 19. Siden de to hold sidst mødte hinanden, har der været stor udskiftning hos især de neongrønne, der blandt andre har sagt farvel til den rutinerede cheftræner Ian Marko Fog, mens også profilerne Johan Meklenborg, Dan Bech-Hansen Mike Jensen og Lasse Uth har søgt nye harpiksgange.


På skadesbænken har Nordsjælland en håndfuld profiler herude – heriblandt Nicholas Lundbye og Kasper Kisum.


18.53: Storfavoritterne fra GOG, Skjern og Aalborg har allerede været i kamp, hvor de har slået henholdsvis Team Sydhavsøerne, Lemvig-Thyborøn samt KIF Kolding ud i pokalmørket. Skanderborg og Nordsjælland skal i kamp i aften om en plads i pokalkvartfinalen og det samme skal Ribe-Esbjerg, der tager imod TTH Holstebro. Endelig mangler Tønder og Århus samt Ringsted og SønderyskE at møde hinanden.


18.52: Vi er nået til Santander Cuppens 1/8-finaler, hvor Nordsjælland og Skanderborg Håndbold selvsagt langt fra er de eneste, der har været eller skal i pokalkamp.


18.51: Pokalbraget har ikke fået den bedste optakt, da de jyske gæster i eftermiddags sad fast i en stor kø i motorvejen efter et uheld. Kampen var planlagt til at løbe af stablen klokken 16, men i første omgang blev det så rykket til klokken 18. Men en yderligere forsinkelse har altså medført, at pokalkampen nu er blevet rykket til klokken 19.


18.50: Godaften og stort velkommen til denne liveopdatering direkte fra Helsinge-hallerne mellem hjemmeholdet fra Nordsjælland Håndbold og gæsterne fra Skanderborg Håndbold.


Nordsjælland vandt det seneste opgør de to hold imellem, da de neongrønne overraskende vandt med 25-29 på udebane i ligaen i sidste sæson. Kan de gøre det igen?


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER