Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Danske U19-piger glippede EM-semifinalerne

Fra Dansk Håndbold Forbund:


De danske U19-damer tabte onsdag aften til de russiske verdensmestre, hvorfor Flemming Dam Larsens tropper lige akkurat misser semifinalepladsen. Danmark skal nu derfor spille to placeringskampe om 5.-8. pladsen.



Mellemrunden ved U19-EM startede – set med danske briller – ellers godt. I går blev Frankrig besejret i en tæt affære, der betød, at semifinaledrømmen kunne leve videre. Den drøm braste dog med et nederlag til Rusland her til aften. Nederlaget ærgrer U19-landstræner Flemming Dam Larsen, der måtte undvære en dansk spiller grundet en fejl i kamprapporten:


”Vi får en dårlig optakt til kampen, da vi få minutter før kampstart må se bort fra Anna Berger Wierzba, hvis navn af en uforklarlig grund er fjernet fra kamprapporten. Det er først og fremmest synd for Anna, men det ryster også holdet. Pigerne holder dog sammen og kommer stærkt tilbage, hvilket jeg gerne vil rose dem for. Det er virkelig flot med tanke på de ting, som de i forvejen skulle tackle mod et så godt hold. Jeg vil også gerne nævne den russiske spiller Elena Mikaylichenko, der spiller intet mindre end fantastisk i dag. Jeg har efterhånden været til en del ungdomsslutrunder, men jeg har aldrig set en spiller af hendes format. Vi kendte godt til hendes store kvaliteter, men alligevel havde pigerne svært ved at stille noget op,” fortæller Flemming Dam Larsen og fastslår:


”Det er dog stadig en fed oplevelse for pigerne. Det kaster virkelig nogle gode lærepenge af sig omkring situationer på og udenfor banen”, siger U19-landstræneren.


De danske resultater ved U19-EM:

Indledende gruppekampe

11/7 kl. 16.30 Danmark-Kroatien 24-18 (13-6)

12/7 kl. 16.30 Holland-Danmark 24-20 (9-11)

14/7 kl. 14.30 Tyskland-Danmark 25-33 (7-17)


Mellemrunde

16/7 kl. 18.30 Frankrig – Danmark 22-23 (11-11)

17/7 kl. 18.30 Danmark – Rusland 23-30 (12-15)


Nu venter der de danske U19-damer to placeringskampe, men først skal aftenens kamp ud af kroppen og ikke mindst hovedet:


”Vi skal først og fremmest samle op på kampen i aften. I morgen skal vi have et godt og intenst styrkepas, hvor vi kan få afreageret og få kampen ud af kroppen. Dertil får spillerne noget tid med familien i morgen, der også er godt givet ud i sådan en proces. Herefter går vi til stålet i vores placeringskampe på fredag og søndag,” fortæller Flemming Dam Larsen.


Danmark spiller første placeringskamp på fredag den 19. juli kl. 13.00. Modstanderen kendes ikke i skrivende stund. Du kan følge kampen via livestream her: https://www.ehftv.com/int/


Fakta om U19-EM:

Ungarske Györ er værtsby for U19-EM. Kampene spilles i henholdsvis Audi Arena Györ og Magvassy Playing Hall. Turneringen afvikles fra den 11.-21. juli.


Husk, du kan altid få seneste nyt om U19-damerne – og de andre danske ungdomslandshold – på deres officielle Facebook-side: Ungdomslandsholdene – håndbold



Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER