Jan Skjødt Østergaard Pedersen

NFH arrangerer træningslejr på Grønland

Fra Nykøbing Falster Håndboldklub:



Jakob Larsen vender hjem til Grønland – og tager NFH-pigerne med


NFH sigter højt i forberedelserne til den kommende sæson i ligaen. Som en del af forberedelserne er der nemlig arrangeret en uges træningslejr højt mod nord i Grønland, hvor cheftræner Jakob Larsen som bekendt er født, opvokset og boede, til han var 20 år.


Sidste år var NFH’erne, som nogle måske husker, på træningslejr i Japan i sæsonopstarten, og det gik så godt, at man har fået smag for at afprøve endnu et rejsemål langt fra de trygge og velkendte rammer i Danmark.



– Vi ville gerne lave noget tilsvarende i år, og der synes jeg, at Grønland er et godt valg. Det er en form for team building uden team building-øvelser.

– Vi har et godt hold og et godt sammenhold på holdet, og det tilskriver jeg lidt, at vi også er gode til at være sammen udenfor banen – og noget af det sammenhold blev grundlagt sidste år i Japan, forklarer Jakob Larsen.


I løbet af træningslejren skal ligapigerne spille to testkampe mod det grønlandske kvindelandshold og træne en enkelt gang med dem.


– Grønlandsk damehåndbold er på vej frem, så det er win-win for begge parter, mener cheftræneren.


Det er også planen, at NFH låner et par spillere fra det grønlandske landshold til den almindelige træning for at være spillere nok til, at øvelserne kan få den ønskede værdi.

– Jeg er lidt nervøs for, om det håndboldfaglige udbytte bliver ligeså godt som det, vi fik ud af turen til Japan. Til gengæld tror jeg, at vi får mere ud af det sociale. Og når vi kommer tilbage til Danmark igen, har vi stadig masser af træninger og træningskampe, inden turneringen begynder for alvor, siger Jakob Larsen.


Udover det håndboldmæssige er der også planlagt forskellige kulturelle oplevelser – blandt andet en sejltur, en fisketur og besøg hos nogle af de grønlandske spilleres familier.


– Pigerne er meget forventningsfulde og glæder sig. Især fordi turen faktisk blev aflyst i første omgang, fordi, der ikke var penge til det, men så skar vi lidt ned hist og her og fik TV2-journalisterne med, og så kan det godt lade sig gøre, forklarer cheftræneren.


Spillerne tager afsted den 29. juli og kommer hjem igen den 5. august.

Under opholdet skal holdet bo på hotel i Nuuk.




Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER