Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Aarhus United sikrer sig svensk målvogtertalent

Pressemeddelelse fra Aarhus United:


20-årige Nora Persson skifter fra Kristianstad HK, og dermed bliver det en ren svensk målvogterduo i Aarhus United i næste sæson.


Nora Persson kommer til at danne duo i målet med sin rutinerede landsmand Martina Thörn, hvis skifte fra Randers HK blev annonceret for flere måneder siden. Mens Martina Thörn allerede har spillet 14 Alandskampe for Sverige og har en klar målsætning om at blive en del af en svensk OL trup til OL i Tokyo 2020, har Nora Persson endnu ingen landskampe på sit cv, men det skal skiftet til Aarhus forhåbentlig være med til at ændre på.


”Nora er en rigtig dygtig, ung målvogter, der dog stadig lige mangler det sidste i kunne trække en

landsholdstrøje over hovedet. Nu får hun en mulighed for at lære en masse af Martina og samtidig blive en del af en trup med unge og ambitiøse spillere, der ved, hvor meget man kan rykke sig ved at træne hårdt og effektivt. Der er ingen tvivl om rollefordelingen i målet hos Aarhus United, men netop det giver Nora en god og tryg ramme at udvikle sig yderligere i,” siger Heine Eriksen cheftræner i Aarhus United.


Nora Persson har i den forgangne sæson spillet europæisk håndbold sammen med Kristianstad, og

erfaringerne derfra har skabt yderligere motivation til at tage et skridt op til den danske liga.


”Jeg har hørt meget positivt om Aarhus United og klubbens ønske om at bygge holdet op om unge talenter. Det tiltaler mig meget, og samtidig får jeg helt fantastiske muligheder for at lære af Martina Thörn hver eneste dag,” lyder det fra Nora Persson.


”Sverige har store målmandstraditioner både på dame- og herresiden, og Nora Persson kan være det næste fine eksempel på det. Jeg er sikker på, at det er en stor fordel både for Aarhus United og for vores keepere, at de begge er svenske,” siger Mads H. Winther, bestyrelsesformand i Aarhus United, og fortsætter:


”Vi har ledt efter spillere, som ønsker at være med på den næste del af vores rejse og som samtidig kan bruge Aarhus United til at videreudvikle sig i. Det er et fint match, vi får med Nora Persson.”


Med tilknytningen af Nora Persson har Aarhus United truppen på plads til den kommende sæson, der bliver klubbens tredje, og Mads H. Winther er rigtig godt tilfreds med udsigten til igen at skulle drille de store hold.


”Vi har en rigtig spændende trup med endnu mere erfaring end i denne sæson, og jeg forventer, at vi igen i den kommende sæson kan levere store positive overraskelser mod de store hold, og placere os godt i ligaen,” slutter Mads H Winther.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER