Mads O. Madsen

Danmarks gruppe til U21-VM er fundet

Fra Dansk Håndbold Forbund:


Tirsdag middag trak IHF lod til de fire grupper ved sommerens U21-VM i Spanien. Her havnede Danmark i gruppe D sammen med Chile, Argentina, Norge, Tyskland, og Island.


Lodtrækningen fandt sted i spanske Pontevedra, der også – sammen med Vigo – skal være værtsby for den 22. udgave af slutrunden, der løber af stablen om 55 dage. Hjemme i Danmark kunne Stefan Madsen spændt følge lodtrækningen. Da de 24 hold var blevet placeret, kunne U21-landstræneren gøre status:


”Vi er havnet i gruppe, der bliver en stor mundfuld for os, og hvor vi har stor respekt for vores kommende modstandere. Tyskland er altid en voldsom stærk nation, hvor de rent fysisk ligger i toppen. Island og Norge er også dygtige modstandere, men især sidstnævnte har vi spillet nogle gode kampe i mod. Det kommer selvfølgelig også an på, hvordan de forskellige hold griber turneringen an og hvem, der står til rådighed til sommer. Argentina og Chile kender vi ikke særlig godt,” fortæller Stefan Madsen og fortsætter:


”Vi vidste, at vi ikke kom på nogen nem opgave, da vi blev placeret i 5. seedningslag. Omvendt er vi glade for at være med, hvorfor vi nu skal til Spanien og vise vores værd,” afslutter U21-landstræneren.


U21-VM (2019 IHF Men’s Junior World Championship) afholdes fra den 16.-28. juli i Vigo og Pontevedra i Spanien. Spanien er vært for anden gang i historien, mens det er 15. gang at turneringen afholdes i Europa.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER