Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Esbjerg-træner glad og lettet efter sejr i første DM-finale

Lørdag eftermiddag blev den første DM-finale spillet mellem Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold.


Foran mere end 3.000 fremmødte tilskuere i Blue Water Dokken i Esbjerg kunne værterne, efter 60 minutters spil, kaste sig i armene på hinanden, da de havde sikret sig en sejr på 28-20.


Esbjerg-træneren Jesper Jensen var en glad og lettet mand efter sejren i den første DM-finale. Han siger følgende til klubbens hjemmeside:


“Det var en flot sejr, og i omklædningsrummet har jeg rost spillerne for at hjælpe hinanden og gøre hinanden bedre. Spillerne er altid nervøse og pressede op til en finale, men de har en enorm tryghed ved hinanden. De er i den grad et hold. Vi spillede ud fra samme skabelon som i tidligere kampe mod Herning-Ikast, og når vi spillede seks mod seks, stod forsvaret godt. De havde en vis succes med deres syv mod seks-spil. Det bliver spændende at komme til Ikast og spille fra nul igen. Nu er usikkerheden om det kollektive væk, og jeg tror, vi vil komme til at bruge mange spillere igen”


Det sydvestjyske mandskab kan tirsdag aften sikre sig guldmedaljerne, hvis de som minimum får uafgjort i den anden DM-finale. Opgøret spilles i IBF Arena i Ikast klokken 19.30.


Se lørdagens kamp i tal herunder:


Esbjerg: Estavana Polman 9, Vilde Ingstad 4, Kristine Breistøl 4, Sanna Solberg 3, Rut Jonsdottir 3,  Marit Jacobsen 2, Kristina Liscevic 2, Clara Danielsson 1, Annette Jensen 1.


Herning-Ikast: Tonje Løseth 6, Emma Friis 5, Annika Jakobsen 4, Anne Pedersen 2, Louise Burgaard 2, Helene Fauske 1.


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER