Cecilie Nielsen

Skive fH forlænger med fløj

Pressemeddelelse fra Skive fH


På venstrefløjen i Skive fH har Mads Lynggaard sammen med Jeppe Kjærulff dannet en dynamisk duo, og også i den kommende sæson vil Mads være at finde i blåt. Lynggaard har underskrevet en toårig kontraktforlængelse.


Lynggaard har været ude i det meste af sæsonen med en skulderskade, men er her i marts måned begyndt at spille med andetholdet, og har også været inde omkring førsteholdstruppen i de afsluttende kampe i sæsonen. Fra Skive fH er der stor tiltro til den unge Breum-bo, og i vores øjne er han iblandt de mest interessante fløjtalenter i hele 1. division.


”Jeg synes det er meget skønt at kunne fortsætte i Skive fH. Jeg havde håbet sidste sæson skulle byde på mere spilletid og en større rolle, men desværre kom der en bitter skade i vejen, så det håber jeg på at kunne råde bod på fra den nye sæson. Skive har hele tiden været en stor prioritet for mig, for jeg nyder at spille her, men også menneskerne omkring klubben”, lyder der fra hovedpersonen.


Mads er en spiller der har været i periferien af førsteholdstruppen, og derfor har han også spillet en del for Steffen Carstens andethold. Her har han haft en vigtig rolle i kampene, og det har også været med til at modne Mads Lynggaard i vigtige år af hans håndboldliv.


”Jeg synes man kan mærke vi på andetholdet rykkede op fra 3. til 2. division, og det gør naturligt der ikke er et alt for stort spring op til førsteholdstruppen, og vi har ligeledes haft gode fællestræninger trupperne imellem. Efter et skadeforløb er det også utrolig givende for spillere i førsteholdstruppen, for man kan bedre spille sig i form via andetholdet, hvilket jeg også har gjort på det seneste. På andetholdet kan jeg tilspille en vigtig rolle, mens jeg med førsteholdet suger oplevelserne til mig”, fortæller Mads.


Til den kommende sæson er der tilgang af unge Malte Justesen fra TTH Holstebro, og eftersom begge er blot 20 år, bliver det op til dem selv at bevise deres værd hos cheftræner Arne Damgaard. Et konkurrencemiljø Mads ligeledes glæder sig til.


”Vi bliver to relativ unge venstrefløje i næste sæson, og det giver forhåbentlig en masse konkurrence omkring spilletiden. Når vi kommer i gang, får vi et signal om hvor Malte og jeg står i forhold til hinanden, men jeg tænker præstationen i træningslokalet bliver vigtig for fordelingen af spilletid. Det er også meget motiverende”, fortæller Lynggaard.


Der arbejdes endnu på brikkerne til den kommende sæson, og allerede onsdag har vi igen en nyhed omkring fremtiden i Skive fH.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER