Jacob Zøhner

HC Odense slap med skrækken i playoff-kamp mod Rækker Mølle

HC Odense vandt tirsdag aften det første playoff opgør om en plads i 1. Division efter en sejr på 33-28 mod Rækker Mølle. En tæt kamp hvor Rækker Mølle var i føresædet langt hen ad vejen inden 2 af deres profiler udgik med skader.


HC Odense havde i slutningen af sæsonen på mirakuløs vis reddet sig fri af den direkte nedrykning fra 1. Division og derfor fik de nu chancen for at sikre sig den endelige plads i 1. Division i en kamp mod Rækker Mølle, som var blevet nr. 2 i deres 2. Division.


Hjemmeholdet fra HC Odense startede bedst og bragte sig foran 6-3 efter 10 minutter inden de udbyggede til 9-5. Efterhånden fandt udeholdet dog melodien og efter 26 minutter bragte de sig således foran med 10-11 inden de kunne gå til pause foran med 14-15.


I starten af anden halvleg var Rækker Mølle klart det bedste hold og via flot angrebsspil bragte de sig foran 15-18 og overraskelsen lå og lurede. HC Odense havde store problemer med deres angrebsspil, hvor det reelt set kun var en fremragende Andreas Madsen der blev ved med at holde dem inde i kampen.


Ved stillingen 15-18 gik der dog et sus gennem hallen da Rækker Mølles playmaker/venstre back og store profil gennem hele sæsonen Mathias Skræddergaard udgik med det der lignede en slem knæskade. Efterfølgende var det som om, at HC Odense fik overtaget og via en særdeles veloplagt Andreas Madsen fik de kontakt ved 19-19 efter 37 minutter.


Herefter fulgtes de to mandskaber ad til stillingen 24-24 inden HC Odense udbyggede til 28-25, mens Rækker Mølle endnu engang måtte sige farvel til en af deres profiler, da deres vestreback Tobias Simonsen udgik med en skade. Herfra var det op ad bakke for udeholdet og selvom de var tæt på at komme tilbage ved stillingen 28-27 efter 53 minutter, lykkedes det ikke at komme helt op og få kontakt med hjemmeholdet.


HC Odense var skarpest i kampens afslutning og sikrede sig dermed en sejr på 33-28 i det første indbydres opgør mellem de to mandskaber.


Returopgøret spilles lørdag d. 27 april kl. 15:00 i Rækker Mølle-Hallen. En sejr eller et uafgjort resultat vil sende HC Odense i 1. Division, mens Rækker Mølle skal vinde for at tvinge serien ud i en tredje kamp.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER