Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Kvindelandsholdet får hjemmebane i Boxen i Herning til EM 2020

Fra Dansk Håndbold Forbund:


Danmark skal være vært for to EM-grupper i december 2020. Mens det ligger fast, at kvindelandsholdet spiller sine hjemmekampe i Jyske Bank Boxen, bliver yderligere en EM-gruppe spillet i en endnu ikke offentliggjort by.



I forbindelse med lodtrækningen til kvindernes kvalifikation til EM i Danmark og Norge 2020 blev det offentliggjort, at Danmark spiller sine kampe på hjemmebane i Jyske Bank Boxen. Det gælder såvel indledende runde som en eventuel mellemrunde, mens finaleweekenden afvikles i Telenor Arena i Oslo.


Jyske Bank Boxen har været en fantastisk hjemmebane for Danmark på såvel herre som kvindesiden: Fire gange har multiarenaen i Herning lagt gulv til danske slutrundekampe, og i tre af disse er det blevet til en plads i finaleweekenden for Danmark, mens få sekunder adskilte de rød/hvide fra finaleweekenden i det sidste tilfælde:


2010

EM i kvindehåndbold: Danmark når finaleweekenden, hvor det dog bliver et stort nederlag i semifinalen til de senere guldvindere fra Norge. I bronzekampen taber man med et enkelt mål til Rumænien.


2014

EM i herrehåndbold: Danmark når finaleweekenden, hvor det i semifinalen bliver en sejr over Kroatien, inden man løber ind i et større nederlag til Frankrig i finalen.


2015

VM i kvindehåndbold: Det er den eneste slutrunde i Jyske Bank Boxen, hvor det ikke bliver en plads i finaleweekenden. Det er dog kun sekunder, der adskiller de rød/hvide fra en plads blandt de sidste fire, da man i kvartfinalen taber til Rumænien med et enkelt mål scoret med tre sekunder tilbage af den forlængede spilletid.


2019

VM i herrehåndbold: Danmark når ikke alene finaleweekenden men rydder bordet og tager VM-titlen efter at have pulveriseret Frankrig i semifinalen (i Hamburg) og Norge i finalen i Jyske Bank Boxen.


Fredag den 4. december eller lørdag den 5. december 2020 går det løs i Jyske Bank Boxen igen, når Danmark spiller åbningskamp. Hvem det bliver imod skal afgøres i kvalifikationen, som der netop er trukket lod til i København. Foruden Danmarks gruppe, der spilles i Herning, kommer yderligere en dansk by til at afvikle en EM-gruppe. Det er dog endnu ikke helt på plads, hvilken by, der får fornøjelsen af at blive EM-arrangør.



Det læser de besøgende på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER