Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Mors-Thy Håndbold henter stærk højre back

Pressemeddelelse fra Mors-Thy Håndbold:


Mors-Thy Håndbold har været på indkøb hos ligakonkurrenterne fra Lemvig-Thyborøn Håndbold, og pr. 1. juli 2019 skifter vestjydernes anfører, Jonas Gade, til Mors-Thy Håndbold på en to-årig aftale.


Udover hvervet som anfører, topper Jonas Gade Lemvig-Thyborøns målscorerliste med 96 mål og hertil kan lægges hele 63 assists i 19 kampe. Jonas Gade kommer oprindeligt fra Bjerringbro, hvor han har spillet ungdomshåndbold. Som seniorspiller blev en kontrakt i Bjerringbro-Silkeborg vekslet til en lejeaftale med Lemvig-Thyborøn, en aftale der sidenhen blev permanent.


– Jeg synes, at Mors-Thy Håndbold er et rigtig godt match for mig. Det minder på mange måder om det, jeg kender fra Lemvig-Thyborøn Håndbold gennem de sidste seks år bare i en større og mere professionel udgave: God opbakning fra lokalsamfundet, masser af frivillige kræfter, et godt træningsmiljø og en stærk klubkultur i ungdomsrækkerne, siger Jonas Gade.


Glæder sig til Bette Balkan


Også fankulturen er noget de to klubber har til fælles, og også det ser Jonas Gade frem til.


– Det er det fedeste, når folk går op i det, og på det punkt har Mors-Thy Håndbold noget unikt i deres fans fra Bette Balkan – dem glæder jeg mig til at opleve som medspiller, siger Jonas Gade.


Mors-Thy Håndbolds sportschef Henrik Hedegaard er særdeles glad for aftalen.


– I Jonas Gade får vi en arbejdssom tovejs-spiller med et højt niveau i begge ender af banen. Statistikken for kampene i år viser med al tydelighed, at udover at være en solid og stabil forsvarsspiller, så sidder der en god og træfsikker venstrearm og et klogt håndboldhoved på Jonas, hvilket vi ser frem til at nyde godt af i Mors-Thy Håndbold. Ligeledes er Jonas’ værdisæt og syn på håndbold helt i tråd med dna’en i Mors-Thy Håndbold, og vi forventer os meget af det kommende samarbejde.


Aftalen mellem Mors-Thy Håndbold og Jonas Gade løber til 30. juni 2021.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER