Oliver Romme

Frederikshavn-træner: "Ajax var meget bedre end os"

Frederikshavn havde det svært fra første fløjt i stort nederlag til Ajax København.


Jyderne fra Frederikshavn tog lørdag imod københavnerne fra Ajax, og ud fra et hurtigt kig på tabellen lignede det en kamp, der kunne blive tæt. Frederikshavn med 16 point havde hjemmebanefordelen mod Ajax med 20 point, så der var lagt op til en spændende kamp i midten af tabellen.


Desværre for Frederikshavnerne blev det langt fra tilfældet. De var bagud med 11-18 ved pausen, og da kampen var færdigspillet, var det med cifrene 26-36 på tavlen.


“Det kan ikke hjælpe, at vi bruger så meget energi på den her kamp. Ajax var meget bedre end os, og de midler, vi havde i dag, var langt fra nok. Når de folk, vi så havde med, samtidig spillede under niveau, skal det blive svært,” udtaler Frederikshavns cheftræner Morten Holmen til Nordjyske.dk.


På trods af nederlaget glæder Morten Holmen sig over indstillingen fra sine spillere og især de 16 point, de allerede har skrabet sammen:


“Vi glæder os over, at vi har samlet 16 point, og dem er der ingen, der kan røre, og så længe holdene under os heller ikke henter point, er der jo ingen skade sket. Herfra gælder det om at vinde de rigtige kampe, og sådan en har vi i Køge på lørdag,” siger cheftræneren om tilgangen til de resterende kampe.


Sådan gik det dog ikke – Stoholm vandt ude mod Odder, og det gør, at Frederikshavn nu kun er 1 point fra den tiendeplads, der medfører deltagelse i nedrykningsspil. Frederikshavn vil håbe at genvinde forspringet på 3 point til Stoholm, når de lørdag drager mod Sjælland, hvor de satser på at vinde to point mod bundproppen fra Køge samtidig med, at Stoholm tager imod storsatsende Ajax København.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER