Michael Thøgersen

Vincent Gérard: Stop dette cirkus!

Den franske målmand er ikke begejstret for VM-slutrundens tætpakkede kampprogram.


Overfor det franske website sport.fr kommenterer den franske målmand, Vincent Gérrard, kampprogrammet ved den nyligt afsluttede VM-slutrunde.


Han er ganske bramfri i sine udtalelser:


“Faktisk, så krævede TV-stationerne flere kampe efter VM-slutrunden i Frankrig, fordi Danmark og Tyskland røg tidligt ud. Resultatet af dette blev, at IHF ændrede turneringssystemet, så TV-stationerne, som køber rettighederne, fik tilbudt minimum 8 kampe. Spillerne må stå sammen nu og få sat et stopper for det. Vi er ikke bare kød – nu er det nok.”


Gérard uddyber:


“Vi må stoppe dette cirkus og lade være med at tro, at spillerne kan klare 10 kampe på 14 dage. Vi må ændre på det. TV-dækningen er selvfølgelig vigtig, men vi må tænke på spillerne helbred.”


Den franske målmand regner i øvrigt med, at den franske spillerforening skrider til handling overfor det tætte program ved VM.


Listen over spillere, der blev skadet under VM-slutrunden, er ikke lille, og den bestyrker da også argumentet mod dette kampprogram. Men om det skyldtes det tætte program eller ej, kan vi nok ikke få et endegyldigt svar på.


Vincent Gérard er ikke den eneste spiller, der har kritiseret slutrundens kampprogram. Listen over spillere, der har kritiseret programmet, er lige så lang, som listen over skadede spillere – ikke medregnet trænere og officials.


Det ville klæde IHF med lidt selvransagelse oven på kritikken, som jo ikke er ny. Spørgsmålet er nok nærmere, om præsidenten, Dr. Hassan Moustafa, overhovedet vil tage det til efterretning. Han er tidligere kritiseret for at agere for almægtigt i sit embede og for ikke at repræsentere sporten med passende sportsånd og omtanke.

















Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER