Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Patrick Westerholm: Vi møder et klassemandskab

Fra TTH Holstebro:


Snart er det alvor for TTH’s herrer, når de på tirsdag møder storsatsende Ribe-Esbjerg HH i 1/8 finalen af Santander Cup.


Westerholm og Co. har i den seneste tid haft flere træningskampe, som optakt til sæsonens første vigtige kamp.


– Vores træningskampe har givet lidt blandede indtryk, vi har haft mange positive momenter, men der var også flere ting som kræver forbedring. Træningskampene er en naturlig optakt til sæsonen, og set over en bred kam, så synes jeg ikke at der har været noget mærkværdigt positivt eller negativt, end hvad der plejer at være. Som træner vil man altid have den følelse, at man nok ikke er så langt som man havde håbet på, så vi må justere og tilpasse derefter, og så arbejde videre, fortæller Westerholm og fortsætter:


– Det er klart at vi har fået en del nye unge til, som tager lidt ekstra tid om at falde ind i vores spilmønstre og rytmer. Men mindst ligeså vigtigt har det været at spillerne har lært hinanden at kende og har opbygget relationer.


Nu er træningskampene ovre, og den første udfordring bliver lige på og hårdt mod Ribe-Esbjerg HH i Santander Cuppen.


– Det bliver en meget svær kamp! – Ribe-Esbjerg har et klassemandskab. Jeg har lige været ved at lave holdopstilling til kampen, og jeg skulle blive ved og ved, da Ribe-Esbjerg har så enormt mange dygtige spillere på kontrakt – så det er klart at de er favoritter, men vi går benhårdt efter at komme videre til næste runde.


Ribe-Esbjerg HH har netop deltaget i Ringkøbing-Skjern Elite-cup 2018, men måtte i weekenden aflyse en kamp mod Skive fH på grund af skader i truppen. Westerholm tager dog ikke aflysningen så alvorligt.


– Jeg forventer at alle spillere er i aktion for Ribe-Esbjerg, selvom de har aflyst træningskampe til hensyn for truppen. De ønsker naturligvis den optimale forberedelse til kampen på tirsdag, så vi er indstillet på at møde deres stærkeste mandskab.


Og mødet med Ribe-Esbjerg bliver som underdog, ifølge Westerholm.


– Nu spiller vi jo i Ribe, og det vil jeg mene at der giver dem den klare favoritrolle. Samtidig må vi erkende at deres spillertrup på papiret er utrolig stærk, så ja, underdog rollen er nok på os. Men vi glæder os til en vigtig knockout kamp, og tror på at det kan lykkes at komme videre, hvis vi rammer dagen, slutter Patrick Westerholm.


TTH Holstebro har fuld trup til opgøret, udover en skadet Vignir Svavarsson, der er ude med en fiberskade.


Kampen mellem Ribe-Esbjerg HH og TTH Holstebro fløjtes i gang den 21. august kl. 19.00 i Centex IT Arena, Ribe.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER