Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Skoda forlænger med Randers Herre Håndbold

Pressemeddelelse fra Randers Herre Håndbold:


Da sidste sæson gik i gang introducerede Randers Herre Håndbold den blot 19-årige bagspiller Frederik Skoda som ny mand i klubben.


Frederik kom med en frisk DM sølvmedalje sammen med Aalborg Håndbold i bagagen og skulle som førsteårs senior til at kæmpe hårdt om spilletiden med de etablerede spillere i HH truppen.


Det startede med nogle minutter på bænken, men som turneringen skred frem fik Frederik Skoda mere og mere spilletid. Både i angreb og forsvar. For den unge spiller kan med sine 193 cm og 97 kg begå sig fint i begge ender af banen.


Stor betydning

“Det er af stor betydning for både holdet og klubben at Frederik har forlænget sin kontrakt med Randers Herre Håndbold.

Hans betydning for holdet og klubben som en af kulturbærerne fra sidste sæson er rigtig vigtig.


Grundet den store udskiftning bliver der brug for hans kompetencer som spilstyrer i bagkæden, ligesom han sammen med bl.a. Jakob Aaquist skal åbne modstandernes forsvar med sit skud fra distancen.


Vi glæder os rigtig meget til at arbejde videre med Skodas udvikling.” kommer det fra trænerduoen Jeppe Bach Knudsen & Jakob Vestergaard.


Hurtigt spil

Frederik Skoda selv, glæder sig meget til den nye sæson; ”Jeg glæder mig til at komme til at spille på et nyt og ungt hold, hvor der er lagt op til at der skal spilles med en masse fart i forhold til sidste år.

Vi får en anden spillestil i år, da vi har nogle anderledes typer på hver position.

Jeg tror vi kommer til at spille meget mere direkte, satse på kontra-fasen og stå godt i forsvaret – således at vi kan hjælpe vores dygtige keepere.

Men når det er sagt kommer vi da også til tider til at lide under at vi ikke har den store erfaring og rutine, hvilket hjalp os meget i sidste sæson. Men så må vi klare os på dyder som fight og masser af gå-på-mod” slutter Skoda af.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER