Jan Skjødt Østergaard Pedersen

Danmark vinder første kamp i mellemrunden

Fra Dansk Håndbold Forbund:


Håndboldherrerne sikrede sig to point til EM-kontoen, da Slovenien fredag aften blev besejret med 31-28 (16-14) i begge mandskabers første kamp i mellemrunden ved EM i Kroatien.



Der ventede Nikolaj Jacobsens tropper en svær og ikke mindst fysisk kamp mod Slovenien. Slovenerne havde igennem turneringen spillet med musklerne, hvor kampen mod Danmark ikke var nogen undtagelse. Dertil var Arena Varazdin fyldt til bristepunktet med slovenske fans, der alle havde taget turen til nabolandet.


Danmark fik dog – trods det massive pres fra tilskuerpladserne – en god start på kampen. Peter Balling stod for den første danske scoring. Dernæst fandt Lasse Svan og Rasmus Lauge også netmaskerne. Danmark førte med 3-2 efter kampens første fem minutter.


Slovenerne var særligt opmærksomme på Peter Balling. Den danske højre back spillede en fantastisk kamp mod Spanien, hvilket ikke var gået uanet hen hos Slovenien. Den megen opmærksomhed betød dog, at Lasse Svan fik ekstra plads fra sin fløjposition, hvilket den garvede højre fløj udnyttede til fulde. Svan lavede det ene mål efter det andet i kampens begyndelse, der dannede grobund for en formidabel landskamp med hele 11 scoringer. Syv af dem faldt i 1. halvleg.


Slovenien hang dog stadig på. Danmark brændte flere oplagte chancer, der betød, at Håndboldherrerne aldrig fik slået et hul i de første 30 minutter. Slovenien kunne tværtimod bringe sig foran for første gang i kampen ved scoringen til 11-12 efter 22 minutters spil.


De slovenske spillere spillede op til pausen lidt for meget med musklerne. Det franske dommerpar tildelte derfor flere udvisninger, hvilket Danmark udnyttede med flot overtalsspil. De rød/hvide gik til pause foran med to, 16-14.



Henrik Toft åbnede ballet i 2. halvleg med sin scoring fra stregen efter et flot indspil af Michael Damgaard. Minutter senere blev Slovenien igen ramt af udvisninger. Denne gang en dobbeltudvisning efter to hårde tacklinger i samme spilsekvens. I modsatte ende fik Rene Toft dog også to minutter på bænken, hvilket udlignede den danske fordel en smule. Efter de første ti minutter af 2. halvleg var stillingen 21-19 i dansk favør.


Med 12 minutter tilbage af kampen tog Nikolaj Jacobsen en timeout, hvorefter Danmark igen spillede fremragende. Flere velovervejede angreb gav danske scoringer i udbytte, hvor Slovenien ikke kunne følge med. Peter Balling scorede med fem minutter igen til 30-26, der var den første danske føring på fire mål i kampen.


Danmark sluttede kampen med et par fejl, men det kunne bestemt ikke ødelægge sejrsrusen efter to EM-point til regnskabet.


Kampprogrammet for de følgende dage ser således ud:

Søndag d. 21. januar kl. 18.15: Danmark-Tyskland

Onsdag d. 24. januar kl. 18.15: Danmark-Makedonien



Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER